Kendte18. marts 2020

Tanne efter aflysning: Ufattelig situation

Duoen Ben & Tan skulle have dystet på Danmarks vegne ved Eurovision Song Contest, der nu er aflyst
https://imgix.seoghoer.dk/tan_1.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Tanne Amanda Belcells og makkeren Benjamin Rosenbohm, der til sammen udgør vinder-duoen Ben & Tan, kommer ikke til Rotterdam i maj, som ellers planlagt.

EBU meddelte onsdag, at beslutningen om at aflyse konkurrencen nu var en realitet grundet corona-krisen, der påvirker stort set hele Europa.

Og 22-årige Tanne Amanda Balcells ærgrer sig.

"Det er utrolig trist. Men til gengæld er vi også godt klar over, at det handler om folks sikkerhed, og det betyder mere end noget andet," skriver hun i en besked til Se og Hør og fortsætter:

"Jeg havde truffet den samme beslutning, hvis det var mig."

Ben & Tan skulle have optrådt med deres sang "Yes" den 12.-16. maj ved finalerne.

Ingen der ikke er berørt

Den unge Melodi Grand Prix-vinder opfordrer samtidig folk til at passe på hinanden. Ligesom hun for sit eget vedkommende håber, at muligheden for at holde et brag af en Eurovision-fest kommer tilbage.

"Det er jo en ufattelig situation, vi alle sammen står i. Og der er ikke én, der ikke er berørt af denne her krise. Vi må bare gøre vores bedste for at passe på hinanden og håbe på, at vi måske har en chance igen næste år," skriver hun.

Sponsoreret indhold