Kendte27. april 2023

Talkshow-vært Jerry Springer er død

Den populære talkshow-vært blev 79 år gammel
Jerry Springer var gennem mange år vært på "The Jerry Springer Show".
Jerry Springer var gennem mange år vært på "The Jerry Springer Show".
 Foto: Richard Drew/AP/Ritzau Scanpix

Det garvede talkshow-vært Jerry Springer er død i en alder af 79 år.

Det skriver TMZ.

Jerry Springer blev kendt som vært på sit selvbetitlede talkshow "The Jerry Springer Show", som han var frontmand på gennem 27 år, hvor der i alt blev sendt 3.891 programmer.

Showet var kendt for sine mange gæster, som ofte kom i skænderi med hinanden og til tider endte det også med en regulær slåskamp.

Før Jerry Springer blev talkshowvært, var han også i politik, hvor han prøvede at komme i Kongressen i 1970, hvilket aldrig lykkedes. Han blev dog borgmester i 1977 i Cincinnati, hvor han sad i en periode.

Da han startede med sit talkshow, blev det så populært op gennem 90'erne, at det tiltrak flere seere end Oprah Winfreys talkshow i flere byer.

Selv har den nu afdøde vært også været klar i mælet om, hvorfor han tror, showet fik så stor succes.

– Amerikansk kultur. Folk ser ikke showet, fordi 'det kunne ske for mig'. Seerne holder ved, fordi de historier, vi tager op, er fuldstændig gak, og fordi gæsterne er meget, meget afvigende fra normalen og ikke har nogen stopklodser, har han sagt.

"The Jerry Springer Show" stoppede i 2018.

Ifølge en talsmand for familien fik Jerry Springer konstateret kræft i bugspytkirtlen for et par måneder siden, hvilket blev værre over de seneste par måneder.

Sponsoreret indhold