Kendte23. april 2022

Tadej Pogacar i sorg: Svigermor er død

Tadej Pogacars svigermor døde tidligere på ugen, og nu har han meldt afbud til Liège-Bastogne-Liège
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/csmphototwo804136.jpg
 Foto: MEGA

Cykelrytteren Tadej Pogacar har meldt fra til Liège-Bastogne-Liège.

Den dobbelte Tour de France-vinder kommer dermed ikke til at forsvare sidste års sejr på de belgiske bakker.

- Desværre kommer jeg ikke til start i Liège-Bastogne-Liège i morgen (søndag, red.). Det har været nogle svære dage, men jeg vil gerne takke alle for deres forståelse, skriver han på Twitter.

Tidligere på ugen døde Pogacars svigermor, og sloveneren rejste derfor hjem til familien.

Pogacar er forlovet med Urška Žigart, der selv er cykelrytter og kører for BikeExchange.

Hun deltog onsdag i Flèche Wallone, men delte fredag den triste nyhed på Instagram.

- Livet er ikke altid retfærdigt. Det er med stor sorg og et tungt hjerte, at jeg deler nyheden med jer. Min mor var min bedste ven og den vigtigste person i mit liv, skrev hun blandt andet.

Pogacar var nok en gang regnet som en af favoritterne til sejren blandt eksperter og bookmakere.

Med hans afbud står det klart, at ingen af de seneste to års vindere kommer til start i det belgiske endagsløb.

Jumbo-Vismas Primoz Roglic, der også er slovener, stiller ikke til start på grund af knæproblemer.

Som erstatning for Pogacar er amerikaneren Brandon McNulty blevet udtaget.

Sponsoreret indhold