Kendte19. april 2023

Szhirley deler slem forskrækkelse: Mærkede knude i brystet

Sangerinden fortæller i et ømt Instagram-opslag, at hun for nylig fik sig noget af en forskrækkelse angående sit helbred
Szhirley fik sig noget af en forskrækkelse, da hun mærkede en knude i sit bryst.
Szhirley fik sig noget af en forskrækkelse, da hun mærkede en knude i sit bryst.
 Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix

- Puha! Det har været en "spændende" måned helbredsmæssigt.

Sådan indleder den 46-årige sangerinde Szhirley en besked til sine hundrede-tusinde følgere på Instagram.

Her fortæller sangerinden, at hun for det meste er god til, at mærke efter og lytte til sin krop, når den siger stop.

Hun er nemlig vant til at arbejde i højeste gear, og lidt hjertebanken og higen efter vejret er ikke unormalt for sangerinden.

Men da Szhirley kommer i tanke om en knude, som hun noget tid forinden havde mærket i sit bryst, så valgte hun alligevel at slå alarm.

- Jeg har ofte små knuder i brystet op til menstruation og ved ægløsning, så det er ikke noget, der plejer at bekymre mig, men da jeg mærkede, at den stadig var der og endda virkede større end sidst, blev jeg ægte bekymret, skriver hun i opslaget.

Derfor kontaktede sangerinden lægen for at få tjekket knuden, og i dag har hun endelig fået svar, skriver hun.

Til sangerindens store lettelse viste scanningen heldigvis ikke noget alvorligt, men Szhirley har dog stadig en vigtig opfordring til sine mange følgere.

- Jeg er SÅ LETTET. Puha, en forskrækkelse. Jeg vil virkelig opfordre dig til at lære dine digdongs at kende og holde øje med, hvordan de opfører sig. Du skal passe på dig selv, skriver hun til sidst i opslaget.

Sponsoreret indhold