Sussi og Leos julefrokost: Nu ska’ vi ha’ snaps
Det sprutter løs, og Leo kigger med, mens Sussi har gang i tre pander for at servere en julefrokost for sin mand.
Det foregår hjemme i privaten i nordjyske Saltum, hvor de selv sidder med til bords. Normalt står de helst på scenen, når danskerne fester i juletiden.
– Vi vil hellere spille til julefrokoster, siger Sussi.
Det er ikke fordi at parret ikke kan lide snaps og festligt lag.
– Men vi elsker at stå på scenen. Vi har noget hver eneste uge, siger Leo om musikerparrets bookingkalender.
Fuld juleaften
Selv om Sussi og Leo helst spiller op til dans, mens deres publikum hæver promillen, har de også selv haft en ordentlig julebrandert.
– Det var lige dengang min mor var død, og så var både min mor og far væk, siger Leo.
Juleaften blev holdt med Leos søster og hendes mand og deres to børn, som var voksne.
– Vi blev enige om, at vi ikke skulle græde snot over, at de var væk. Det ville de være kede af, så vi fik ikke for lidt rødvin og hvidvin, lyder det fra Sussi med et smil.
Der blev fyldt rigeligt i glassene, og det havde en effekt på promillen.
– Jeg sov min første brandert ud ved nitiden, og så vågnede jeg op igen, kommer det med et grin fra Leo.
Han vågnede op til en gang irsk kaffe.
– Og så gik det helt galt, afslører Sussi.