Kendte8. juni 2023

Sussi La Cour afslører: Er ikke ovre eksmanden

Den tidligere pornostjerne kæmper stadig med hjertesorg efter bruddet og tror ikke, hun nogensinde finder en, hun kan elske lige så højt
Sussi La Cour snakker ud om hjertesorg.
Sussi La Cour snakker ud om hjertesorg.
 Foto: Aller Medie/Kaspar Wenstrup

Det kan godt være, det efterhånden er flere år siden, at Sussi La Cour smed sin eksmand, Marco Dollenz, på porten, men den tidligere pornostjerne er på ingen måde ovre ham.

Det afslører hun i et ærligt interview i podcasten "112 for knuste hjerter (link fjernet)".

Her fortæller kendissen med det mere velkendte kunstnernavn Katja K, at hun aldrig nogensinde har elsket en mand, som hun har elsket Marco Dollenz.

- Jeg har ikke givet slip endnu, siger Sussi La Cour, der - i modsætning til sin amerikanske eksmand - stadig er single efter bruddet.

- Jeg er ikke sammen med nogen og har ikke været sammen med nogen overhovedet i de sidste år. Jeg har ikke kunnet give mig hen til nogen og har ikke været interesseret i nogen, fortæller hun videre.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Sussi La Cour og Marco Dollenz' forhold var yderst tumultarisk og dramatisk.

De to mødte hinanden for første gang helt tilbage i 1998, da de skulle spille over for hinanden i pornofilmen "Constance", der blev produceret af danske Zentropa.

Ifølge Sussi La Cour blev de forelsket med det samme, men da hun dengang var gift med en anden mand, udviklede forelskelsen sig aldrig til noget seriøst før tyve år senere.

I sommeren 2016 modtog den tidligere pornoskuespillerinde nemlig en besked fra Marco Dollenz, der dengang boede i Spanien, og herfra gik det meget stærkt.

Sussi La Cour rejste ned og besøgte ham i to måneder, hev ham med hjem til Danmark, hvor de blev gift den 7. november samme år.

Parret flyttede til Spanien, hvor det dog hurtigt gik op for Sussi La Cour, at hun ikke rigtigt kendte særlig meget til den mand, hun netop havde smedet sig sammen med.

Han levede et vildt liv med fester, stoffer og alkohol, hvilket parret skændtes vildt og voldsomt over. En dag blev et skænderi sågar så voldsomt, at naboerne ringede efter politiet.

- Lige så passioneret, fantastisk og intenst vores forhold var, lige sådan var vores konflikter, siger Sussi La Cour i "112 for knuster hjerter".

Efter to års ægteskab fik den tidligere pornoskuespillerinde nok og bad om en skilsmisse. Hun rejste derfor i 2018 hjem til Danmark med et knust hjerte.

Det viste sig dog hurtigt, at hun og Marco Dollenz ikke kunne undvære hinanden, og de gav derfor forholdet et skud mere.

Og det gik godt for en kort stund, fordi coronapandemien ramte, og Marco Dollenz derfor ikke kunne tage i byen og feste.

Da verdenen begyndte at åbne op igen, gik det dog helt galt igen. Skænderierne tog til, og til sidst fik Sussi La Cour nok og smed Marco Dollenz ud af deres fælles hjem.

Den danske kendis har været single lige siden og fortæller ærligt i podcasten, at hun på ingen måde er ovre sin eksmand, men at hun arbejder på det.

- Jeg har det meget bedre. Lad mig sige det sådan, at jeg er holdt op med at græde, lyder det fra Sussi La Cour, der også pointerer, at hun ikke syntes, det var det fedeste i verden, da Marco Dollenz fik sig en ny kæreste.

- Jeg havde det sådan: "Really?", da han fortalte det, for jeg kunne ikke forstå, at han allerede har fået en ny kæreste. Man tænker lidt sådan: "Betød jeg virkelig ikke mere?".

Sponsoreret indhold