Susse Wold om at miste sin elskede Bent Mejding: Kærligheden har bragt mig videre

De nåede at tilbringe et halvt århundrede sammen, og de var i ordets største forstand ”soulmates” og ”meant to be”.
Derfor var sorgen da også stor, da Susse Wold sidste år i november måtte sige farvel til sin mand gennem 53 år.
Bent Mejding døde 13. november 2024 af en alvorlig lungebetændelse i en alder af 87 år.
Susse Wold har dog ikke ladet hverken ensomhed eller modløshed flytte ind, selv om hun nu må undvære sin helt store kærlighed i det stråtækte fiskerhus ved Humlebæk. Hun er fortsat aktiv skuespiller, foredragsholder og forfatter, ligesom hun siden 1986 har været præsident for AIDS-Fondet.
Netop kærligheden er årsagen til, at den 86-årige ”Sommer i Tyrol”-darling stadig har masser af mod på livet.
- Dét at være så heldig at være sammen med et menneske, man virkelig elsker… så tror jeg også, det er den kærlighed, der gør, at man er i stand til at komme videre, når man mister dem, fortæller Susse Wold i dag i Abdel Aziz Mahmouds podcast ”Spotlight”.

Utroskab og svigt
Bent Mejding og Susse Wold tabte deres hjerter til hinanden på teatret sidst i 1950’erne.
Den spirende kærlighed kom dog ikke uden problemer. Vejen til det lange ægteskab var således brolagt med både utroskab, svigt og knuste hjerter.
For Wold og Mejding var begge afsat til anden side. Susse Wold levede sammen med kollegaen Erik Mørk, der også var far til sønnen Christian. Bent Mejding havde kollegaen Susanne Beathe Rosenkrantz Theil-Jensen som ægtefælle.

Parrets skjulte forelskelse forvandlede sig derfor til utroskab, som endte med at knuse flere hjerter.
- Selvfølgelig svigter man sine børn til fordel for en anden mand eller kvinde. Der er ingen undskyldninger, der hjælper. Jeg efterlod mine børn hos et menneske, jeg ikke længere brød mig om, lød det ærligt fra Bent Mejding i selvbiografien ”Bent Mejding – Mit liv som papegøje”, der udkom mange år senere.
Efter en turbulent tid kunne parret i 1971 kalde sig for kærester, men det var dog først 12 år senere, 21. maj 1983, at parret blev smedet sammen. Brylluppet var måske ikke pompøst og overdådigt, men rammerne var smukkere end de fleste.
- Vi havde boet sammen i 12 år, men alligevel var der noget ved denne ceremoni, som gjorde, at vi nu følte os tættere knyttet til hinanden. Vi blev tvunget til at se på vores parforhold igen og virkelig beslutte, hvorfor og hvordan vi ville være sammen, fortalte Bent Mejding i 2013 til BILLED-BLADET.

Alene på Hawaii
Kærligheden til vulkanøen i Stillehavet betød, at Susse Wold og Bent Mejding vendte tilbage år efter år. Hvert 10. år blev de tilmed gift på ny.
- Jeg synes, det er en god idé, at folk lige tænker sig om, hvis de har været sammen i ti år: Har du lyst til at være sammen med mig ti år til, eller skal vi skilles som venner?, siger Susse Wold i dag i podcasten med Abdel.
For parret var der dog ingen tvivl, og blot et år før Bent døde, blev de gift for fjerde og sidste gang på den billedskønne ø.
Susse Wold har ingen klokkeklar opskrift på, hvorfor kærligheden forblev så stor gennem alle 53 år. Men Susse og Bent gjorde en dyd ud af at respektere hinanden. Der var ingen skænderier eller talen ned til hinanden, men i stedet masser af ironi og kærlighed.

- Jeg ved, at han er den eneste, der ville kunne pakke min faldskærm, så jeg stolede på, at når jeg sprang ud fra flyet, så ville jeg lande ordentlig, siger Susse Wold i dag i podcasten ”Spotlight”.
Kærligheden til sin afdøde mand har også givet hende mod på at leve videre.
- Hvis Bent stod her, ville han sige ”Du skal simpelthen bare se og komme i gang med de ting, du gerne vil”. Han ville ikke kunne lide, at jeg sad med hovedet mellem benene og var fortvivlet. Det ville han være ked af.
Derfor rejste 86-årige Susse Wold tidligere på året alene til Hawaii. Hun var spændt på, hvordan det ville være at træde ind i lejligheden uden Bent ved sin side. Ville hun føle sig ensom?
- Det gjorde jeg ikke. Jeg følte meget, at han var med mig, jeg tænkte meget på de fantastiske aftener, vi har haft.
- Det var noget andet, men på en eller anden måde var det også livsbekræftende at se, at bølgerne stadig ruller i Stillehavet, og jeg stadig sidder op, og jeg er levende, og jeg er gammel, men jeg kan alligevel tænke og tale og følge med i, hvad der sker i verden.