Stort minus til ung løve

Den 34-årige iværksætter Christian Arnstedt kan endnu ikke leve op til sin sidemand i Løvens Hule Jan Lehrmann, som forleden offentliggjorte et overskud på 220 mio. kr. i sin investeringskoncern.
Christian Arnstedts investeringsfirma Blazar ApS måtte i 2021 indkassere et underskud på 42 mio. kr. Til sammenligning var underskuddet "kun" på 31 mio. kr. i 2020.
Men de gigantiske minusser er helt efter planen og en del af en langsigtet strategi. Det fremgår af det seneste regnskab, som netop er offentliggjort.
Blazar har blandt andet investeret i ur-firmaet Nordgreen, kaffefirmaet Chamberlain Coffee og solbrillemærket Messy Weekend.
Omsætningen i Blazar passerede i 2021 147 mio. kr.
Christian Arnstedt ejer 24,73 procent af Blazar. Resten ejes af bundsolide investorer som for eksempel Vækstfonden og Chr. Augustinus Fabrikker Aktieselskab.
Blazar havde i 2021 106 ansatte. Det er 35 medarbejdere mere end i 2020.
Takket være Blazars velkonsoliderede ejerkreds er egenkapitalen i plus. Ved årets udgang var egenkapitalen på over 110 mio. kr.