Kendte15. september 2024

Stor hæder: Birgitte Hjort Sørensen og Anders W. Berthelsen modtager Lauritzen-prisen 2024

Danmarks ældste og største skuespilpris, Lauritzen-prisen, er netop blevet uddelt på Folketeatret i København. Lauritzen-prisen gik i år til Birgitte Hjort Sørensen og Anders W. Berthelsen

Lauritzen-prisen

Danmarks største og dygtigste aktører inden for film, TV og scenekunst blev i dag hyldet af Lauritzen Fonden ved Lauritzen-prisen 2024.

Prisuddelingen fandt sted på Folketeatret, hvor værterne Kathrine Abrahamsen og Pelle Emil Hebsgaard styrede publikum gennem aftenen, der rummede musikalske og stærke optrædener fra Benjamin Hav og Marcus.wav samt et indslag fra organisationen GAME, som har modtaget støtte fra Lauritzen Fonden.

Ved prisuddelingen blev der uddelt i alt otte priser til en samlet værdi af 850.000 kr. Udover hæderen og 250.000 kr. modtog de to Lauritzen-prismodtagere Birgitte Hjort Sørensen og Anders W. Berthelsen også 50.000 kroner hver til støtte til en selvvalgt social mærkesag.

Birgitte Hjort Sørensen valgte at give sin støtte til Red Barnet, mens Anders W. Berthelsens valg faldt på organisationen Askovhus, som tilbyder hjælp til mennesker med spiseforstyrrelser samt deres pårørende.

På vegne af priskomitéen kunne teaterdirektør Jakob Engmann fortælle følgende om valget af Birgitte Hjort Sørensen:

- Det kræver mod og ambition at opsøge en international karriere – og få succes med den. Og det kræver lige så meget mod og ambition at vende hjem til Danmark og finde sig selv – og få succes med det. Det har Birgitte Hjort også udrettet. Vi er lykkelige for at have dig her på de danske scener, lærreder og skærme. Birgitte Hjort er vellidt og velforberedt, højt respekteret og altid respektfuld.

Den anden modtager af Lauritzen-prisen 2024, Anders W. Berthelsen, blev ligeledes fejret af den fyldte sal. Medlem af priskomitéen og executive producer Piv Bernth begrundede priskomitéens valg med disse ord:

- Anders W. gør folkeligheden nuanceret og skriver sig ind i en række af de helt store, de helt særlige og de helt uforglemmelige danske skuespillere. Både på scenen, på lærredet og på skærmen. Anders er folkeeje – og helt sin egen.

Sponsoreret indhold