Kendte5. december 2021

Stjernevært Chris Cuomo fyret efter afsløring om skandaleramt bror

Den ganske velkendte tv-vært Chris Cuomo har følt den kolde skulder fra sin arbejdsplads CNN, efter det er kommet frem, han har hjulpet sin lettere skandaleramte bror
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Den erfarne og profilerede nyhedsvært Chris Cuomo, 51, er blevet fyret af CNN.

Det oplyser den amerikanske tv-station sent lørdag dansk tid.

- Chris Cuomo er blevet suspenderet tidligere på ugen, efter der er kommet nye informationer frem i sagen om hans involvering i sin brors forsvar, skriver de blandt andet i en pressemeddelelse.

Tv-værtens storebror, den tidligere guvernør for delstaten New York, Andrew Cuomo, kæmper nemlig lige nu med grove anklager fra flere kvinder om krænkende adfærd.

Chris Cuomo var allerede blevet suspenderet på grund af sagen. Det skete nogle dage inden hans fyring.

Artiklen fortsætter under billedet

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega639450_001.jpg
 Foto: MEGA

Chris Cuomo vil ikke længere være et kendt ansigt hos CNN. Foto: MEGA

- Vi har fået et anerkendt advokatfirma til at foretage en undersøgelse og har fyret ham med øjeblikkelig virkning, står der i en meddelelse fra CNN Communications på Twitter.

- Mens vi var i gang med undersøgelsen, har yderligere information set dagens lys.

Artiklen fortsætter under opslaget

Mandag offentliggjorde New Yorks justitsminister, Letitia James, dokumenter med nye informationer om Cuomos rolle i sagen.

Ifølge dokumenterne kontaktede Chris Cuomo personer på andre medier for at finde ud af, om der var nye påstande på vej mod Andrew Cuomo.

Tidligere har Chris Cuomo ellers nægtet at have kontaktet andre journalister for at hjælpe sin bror.

Til efterforskere har Chris Cuomo ifølge The New York Times fortalt, at han jævnligt talte med broren om, hvordan han skulle fremstå. Han havde dog også kritiseret Andrew Cuomo for at have "dårlig dømmekraft."

I maj erkendte han over for CNN at have brudt nogle af mediets regler ved at rådgive sin bror. Desuden lovede han ikke at omtale sagen, når han var på skærmen.

- Han er min bror, og hvis jeg kan hjælpe min bror, så gør jeg det. Hvis han ønsker, at jeg skal lytte til noget, så gør jeg det. Hvis han vil have, at jeg giver mit besyv i forhold til noget, så vil jeg forsøge det, sagde Cuomo til efterforskere i juli, da han blev spurgt, i hvilket omfang han havde hjulpet sin bror.

I august blev Andrew Cuomo tvunget til at trække sig som guvernør for New York efter ti år på posten. Det skete, efter at adskillige kvinder havde beskyldt ham for seksuelle krænkelser.

Andrew Cuomo afviste alle beskyldninger. Men han erkendte efter at være trådt tilbage, at han måske havde været for "familiær med folk".

Sponsoreret indhold