Stjerner i chok: Tidligere NFL-stjerne fundet død
Demaryius Thomas, der indtil for nyligt spillede i den amerikanske fodboldliga NFL, er fundet død 33 år gammel.
Det skriver TMZ.
NFL-stjernen blev fundet livløs i sit hjem i Roswell, Georgia fredag morgen dansk tid.
Dødsårsagen er endnu ikke fastslået. Ifølge TMZ er der tale om et helbredsrelateret problem.
Artiklen fortsætter under billedet...

Demaryius Thomas var med til at vinde Super Bowl med Denver Broncos i 2016.
Foto: MEGA
Intet tyder på, at der er sket en forbrydelse.
Kolleger i sorg
Dødsfaldet kommer som et chok for NFL-verdenen.
Flere af Demaryius Thomas' tidligere holdkammerater har udtrykt deres sorg på de sociale medier.
- Det er fuldstændig sygt. Jeg ryster. Har kvalme. Det kan ikke passe. Jeg elsker dig, 88. En af de mest generøse, oprigtige, ydmyge, gavmilde superstjerner, jeg nogensinde har haft den luksus at kalde for min ven. Kram en, du elsker, skriver hans tidligere holdkammerat Tyler Polumbus.
Demaryius Thomas var en del af det Denver Broncos-hold, der i 2016 vandt Super Bowl.