Kendte17. maj 2022

Stjerner hylder talent for at springe ud

Tidligere spillere og den britiske premierminister står i kø for at hylde 17-årige Jake Daniels
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20220507-153410-5-1600x1068we.jpg
 Foto: Mark Cosgrove/SIPA/Ritzau Scanpix

Flere tidligere og nuværende engelske fodboldstjerner hylder 17-årige Jake Daniels, efter at Blackpool-talentet mandag blev den første aktive professionelle engelske fodboldspiller i over 30 år til at springe ud som homoseksuel.

Det skriver BBC.

Ifølge den tidligere landsholdsstjerne Gary Lineker har Daniels "vist en vej, som mange andre vil følge".

- Jeg tror, at han i høj grad vil blive accepteret. Ikke bare i sit eget omklædningsrum, men også af spillere, som han spiller imod. Jeg tror, at fodbolden bliver bedre stillet af det, siger Lineker til BBC.

- Fodbold bør byde alle velkomne

Det engelske landsholds nuværende anfører, Harry Kane, siger på Twitter, at Jake Daniels "fortjener stor ros" og understreger samtidig, at "fodbold bør byde alle velkomne".

Manchester United-legenden Gary Neville, der i dag gør sig som en af Storbritanniens mest markante fodboldstemmer, tøver ikke med at kalde Daniels' udmelding for "historisk".

Han tror dog modsat Gary Lineker, at fodboldtalentet godt kan komme til at møde modstand fra nogle af sine kolleger på grund af sin seksualitet.

- Vi ved, at det i dag er acceptabelt set fra fansenes synspunkt, men den holdning er endnu ikke nået ind i omklædningsrummene. Et omklædningsrum kan være et ondt sted.

- Bare tænk på de optagelsesceremonier man går igennem. Det gruppepres man er udsat for, og den sårbarhed man har.

- Det, som Jake har gjort, kræver et utroligt mod. Det er en meget vigtig dag for Jake og hans familie, men også for engelsk fodbold. Det kommer til at gå over i historien. Det er et stort, stort øjeblik for fodbolden, siger Neville til Sky Sports.

Ros fra Johnson

Jake Daniels' historie har også nået den øverste politiske elite i Storbritannien.

Således takker premierminister Boris Johnson på Twitter fodboldtalentet for sit mod og siger, at han "bliver en stor inspiration for mange både på og uden for banen".

Samtlige 20 Premier League-klubber har mandag også udtrykt støtte til Jake Daniels på Twitter.

Den afdøde Justin Fashanu blev i 1990 den første mandlige fodboldspiller til at springe ud som homoseksuel i Storbritannien, mens han stadig var aktiv.

Siden har det været utrolig småt med lignende historier i den internationale fodboldverden.

Fashanu tog sit eget liv i 1998.

På kvindesiden er en række professionelle spillere sprunget ud, mens de var aktive.

Sponsoreret indhold