Kendte11. maj 2020

Stjernecast fra "Blinkende Lygter" fejrer 20 års jubilæum med overraskelse

Holdet fra den legendariske danske komedie "Blinkende Lygter" blev hyldet af et drive in-publikum fredag aften

I en storm af dyttende horn og blinkende lygter blev det stjernespækkede hold bag actionkomedien om Arne, Torkild, Peter og Stefan fra 2000 hyldet af overraskede Drive In-gængere i Nordhavn.

Det skete fredag, da Cinemateket i København markerede filmens 20 års jubilæum.

Frem foran de parkerede biler trådte Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen, Nikolaj Lie Kaas, Anders Thomas Jensen, Kim Magnusson og Jeppe Kaas for at byde velkommen til visningen af den efterhånden ikoniske danske film.

Anders Thomas Jensen har i sin tid instrueret filmen, der har skabt uforglemmelige replikker som "Det er en syg høne, der har lagt det æg", "Jeg skal sgu da ha' et bad, jeg stinker af muggen røv" og Ole Thestrups småpsykopatiske spørgsmål "Hva skød du dem med?"

Kim Magnusson har produceret og Jeppe Kaas er komponist på filmen.

"Slænget var samlet igen," skriver Cinemateket i deres oplsag med billeder fra den uanmeldte velkomst.

Og det er lige, hvad det er. For selvsamme instruktør har netop mere eller mindre samlet den gode gamle flok til hans kommende film "Retfærdighedens Ryttere" som forventes at få premiere til jul.

"Blinkende Lygter " var allerede en stor succes ved udgivelsen med 436.060 solgte biografbilletter tilbage i 2000. Instruktør og forfatter bag, Anders Thomas Jensen, havde året forinden været bag kameraet på "I Kina spiser de hunde" og tre år efter "Blinkende Lygter" skrev og instruerede han "De Grønne Slagtere".

I 2018 blev den nu tyve år gamle film rangeret som nummer fire på listen over de bedst ratede danske film på IMDB, mens den af kritikere er blevet kaldt for "et kærlighedsbarn mellem Morten Korch og Quentin Tarantino" samt starten på en "ny filmgenre, der parrer den klassiske folkekomedie med vold og velturnerede replikker."

Sponsoreret indhold