Stephanie Groth skyder skarpt efter sidste rose: Christan holdt os hen

LÆS OGSÅ: Det så du ikke: "Bachelor"-Christian fik endnu en tatovering på Kreta
Siden allerførste øjekast på den røde løber var Stephanie Groth en af de kvinder, Christian Ulrik Hansen havde et godt øje til.
Selvom samtalen primært handlede om saunagus, BMO og forskellen på København og Jylland, var kemien lige akkurat til at få øje på.
Derfor blev stemningen også alt andet end romantisk, da Christian stod foran hende med den sidste rose og alligevel lod være med at række den frem.
- I just bit the bullet. Jeg synes, han er en sød og sjov fyr. Men jeg kunne godt mærke, at han var meget proaktiv og ville være dårlig til at tage en beslutning, siger Stephanie, der havde forudset, at hun ikke ville få den sidste rose, til SE og HØR.
Efter flere uger i sneglefart besluttede Christian sig for, at den sidste rose skulle med ham hjem til Jylland, og dermed måtte både Stephanie og Julie rejse tomhændet hjem.
- Han siger til mig, at han heller ikke kommer til at give Julie rosen. Jeg kan huske, at jeg råbte ud til produktionen og sagde: "Må han godt det her?"
- De svarede selvfølgelig ikke. Jeg sagde til ham, at det var flot, han kunne tage en beslutning på den ene eller anden måde og så tillykke med det.
Overfor SE og HØR lægger Stephanie ikke skjul på, at selvom hun vendte tomhændet hjem til Danmark, så gav beslutningen trods alt mening for hende.
- Han formåede at tage den rigtige beslutning på alle tres vegne. Julie og jeg fortjener ikke en mand, der er i tvivl.
Mænd, der ikke kan tage beslutninger, har Stephanie haft nok af i sit liv. Det var netop derfor, hun i sin tid gik fra sin ekskæreste.
Hun var udmattet af altid at skulle være den, der tog styringen og den velkendte mavefornemmelse meldte sig igen på Kreta.
- Føler du, han har holdt jer hen?
- Jeg føler, han har holdt os hen. Han har fortalt os begge, han i lang tid før sidste rose vidste, at han ikke ville give den. Hvorfor skulle han så hive os igennem det hele?
- Han håbede på et mirakel. Men han har mentalt lukket ned for den mulighed. Han har sat et skjold op. Det ville Julie og jeg ikke kunne bryde igennem.

Ingen romantik
Christian har gennem hele sæsonen bevæget sig i et tempo, der bedst kan beskrives som sneglefart. Han var tilbageholdende, forsigtig og langsom til at mærke efter.
- Der var ikke super meget romantik, når jeg ser tilbage. Man får lidt slør og tunnelsyn, når man er dernede.
Der blev holdt igen med fysisk kontakt og kys fra Christians side, og han var også tidligt ude og sige til kvinderne, at han havde brug for, at det skulle gå langsomt.
- For mig blev det en barriere, at kysset hele tiden blev italesat. Det blev en stopklods for alt andet fysisk kontakt, fordi han havde sat den grænse, som man var bange for at overskride. Jeg havde ikke lyst til at lægge mig op ad ham af den grund.
På den sidste drømmedate – hvor der normalt plejer at være dømt romantik, stjerner og intens stemning – kunne Stephanie også tydeligt mærke, at noget var helt off.
- Christian var så off på vores drømemdate. Jeg følte, at han allerede havde taget en beslutning på det tidspunkt, og jeg troede, han havde valgt Julie til. Han var helt slukket. Der var ingen tvivl.
Selvom Christian ikke fandt kærligheden, og selvom forløbet trak tænder ud for alle parter, er relationen mellem ham og Stephanie i dag god.