Kendte4. april 2016

Star Tour søger deltagere til kærlighedsferie

Kunne du tænke dig en uges luksusferie og muligheden for at finde dit livs kærlighed? Så skal du have pas og penge (og måske prævention) klar og melde dig til Star Tours nye program ’Kærlighed ved første ferie’
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/par_paa_ferie.jpg
 (Foto: Star Tour)

Er du single, solhungrende – og klar på en luksusferie med muligheden for at finde dit livs kærlighed?

Ja, så skal du have fundet pas og penge (og muligvis også præventionen) frem og tilmelde dig Star Tours nye program ’Kærlighed ved første ferie’.

Rejseselskabet ønsker at finde ud af, om man kan finde den helt store kærlighed ”ved første ferie”, og derfor leder bureauet nu efter singler, der gerne vil sendes af sted på en uges ferie (med alt betalt og egen butler).

Tricket er dog, at feriegæsterne ikke kender hinanden på forhånd, men skal holde ferie sammen netop for at se, om der kan opstå sød musik på liggestolene eller hotelværelset.

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/par_paa_ferie.jpg
 (Foto: Star Tour)

Der er dømt hygge og smukke omgivelser, når et heldigt single-par rejser en uge til Rhodos. Foto: Star Tour

- Når de rigtige forhold er til stede, tror vi på, at kærligheden vil opstå. Selv mellem to mennesker, der møder hinanden første gang på et feriehotel, siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for Star Tour, i en pressemeddelelse.

De håbefulde ansøgere vil blive en del af et forløb, hvor en række eksperter – blandt andet parterapeut Katrine Axholm – vil matche singlerne, så de passer sammen. Herefter vil parret skulle pakke kufferten og sætte kursen mod det overdådige, 5-stjernede Sensimar Imperial Resort & Spa på Rhodos.

- En ferie er et oplagt sted at finde kærligheden, fordi vi er åbne for nye indtryk. Vi er afslappede og har tid til at lære hinanden at kende. Nogle mennesker er mere klar til at finde kærligheden end andre, og derfor leder vi efter de to, der har størst chance for at finde sammen i et forhold, forklarer parterapeuten Katrine Axholm.

Alle singler kan ansøge om at komme af sted, men Star Tour understreger, at man formentlig ikke skal være den allermest blufærdige type. Hele ferien skal nemlig præsenteres på de sociale medier – hvor andre interesserede kan følge med i parforholdets udvikling.

https://imgix.seoghoer.dk/ferie.jpg
 (Foto: Star Tour)

Der bliver også rig mulighed for at spise god mad på det overdådige resort på Rhodos. Foto: Star Tour

- Nu om dage bruger folk jo mere tid på Facebook end på tv, og derfor har vi valgt at køre hele programmet udelukkende på sociale medier. Derfor skal deltagerne i løbet af ugen selv dokumentere deres ferie ved at svare på spørgsmål i forskellige små videoer om forholdets udvikling, fortæller Star Tours pressechef Nikolai Johnsen.

Singlerne skal dog ikke være bange for at mangle noget at tale om. Der bliver en masse aktiviteter under ferien – blandt andet par-massage, romantiske middage, udflugter til by, vandsport og spa-ophold.

Og skulle programmet vise sig udmattende, har parret mulighed for bare at slappe af i suiten. Her er der butler-service, så man kan bestille sig en forfriskning eller morgenmad i sengen. Ellers kan man tage en time i solen i de dertil indrettede dobbelte, balinesiske solsenge eller en tur på stranden 50 meter derfra.

Luksusresortet er det perfekte sted at finde kærligheden, fortæller pressechefen:

- Nogen gange har kærligheden bare brug for det rigtige hotel. Derfor har vi skabt konceptet Sensimar Resorts, hvor alle detaljer er bygget for at hjælpe kærligheden på vej. På den måde kan man fokusere al sin energi på at nyde hinanden, siger han.

Hvis kærligheden for alvor slår gnister mellem parret, har Star Tour endnu en præmie i ærmet. Rejseselskabet lover nemlig også at betale hele bryllupsrejsen, hvis parforholdet udvikler sig så meget. Lækkert!

Hvis dette har vakt din interesse, kan du ansøge om at blive én af deltagerne her – der er ansøgningsfrist 21. april klokken 23:59.

Du skal rejse fra 8.-15. maj.

Parret, der bliver valgt til rejsen, kan følges her.

Og her kan du se endnu flere billeder af det lækre hotel.

Sponsoreret indhold