Sophie Hæstorp Andersen indlagt med tarmslyng

Det er ikke så tit, man ser debatten om lunkningen af Pusher Street på Christiania nævnt i det samme skriv, hvor også ordet ”tarmslyng” optræder.
Men det fik overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen, lige lavet om på.
I et opslag på Instagram, afslører hun, at hun i øjeblikket er indlagt efter at være blevet ramt af begyndende tarmslyng og dermed voldsomme mavesmerter.
Den 48-årige socialdemokratiske politiker fortæller, at smerterne pludselig kom i lørdags.
– Søndag formiddag fik jeg foretaget en kikkertoperation. Den gik heldigvis rigtig godt, og jeg har det meget bedre i dag. Lægerne anbefaler, at jeg tager mig nogle dage til at komme mig. Det er jeg nødt til at lytte til, skriver Sophie Hæstorp Andersen, som af lægerne har fået at vide, at lægerne mistænker, at hendes begyndende tarmslyng skyldes arvæv fra en blindtarmsoperation, som hun fik foretaget som barn.
Først fri for tarmslyng - dernæst lukning af Pusher Street
Når Sophie Hæstorp Andersen er tilbage på arbejdet, ser hun frem til at tage fat om de problemer, som særligt beboerne på og omkring Fristaden på Christianshavn kæmper med i øjeblikket.
– Arbejdet med Christiania fortsætter. Lad os vise christianitterne, at København og københavnerne støtter dem og deres beslutning om at lukke Pusher Street 100 procent!
Således bakker overborgmesteren op om også politiets klare udmelding om centrum for hashhandel i Danmark – nemlig Pusher Street. På et pressemøde fortalte de mandag, at de nu ønsker flere beføjelser til bekæmpelsen af bandekriminaliteten på Christiania.
– På den lidt længere bane arbejder vi på en helhedsplan. Pusher Street vil få sin afslutning, lød det fra politiinspektør ved Københavns Politi, Søren Thomassen.