Kendte13. september 2020

Sonja fra Saxogade er død

Sonia Sander, der er kendt fra sin hovedrolle i tv-serien "Sonja fra Saxogade", er død i en alder af 61 år
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/9198486.jpg
 Foto: Danmarks Radio

Sonia Sander, som blev kendt for sin medvirken i den ikoniske børneserie, "Sonja fra Saxogade" fra 1968, er død.

Det oplyser hendes datter Sara Sander Paddison til Ekstra Bladet.

Sonia Sander døde af et slagtilfælde søndag den 6. september og er allerede blevet bisat lørdag fra Hans Tausens Kirke på Islands Brygge i København.

"Sonja fra Saxogade" blev produceret af Nordisk Film for Danmarks Radio i 1968 og gjorde på baggrund af blot fire afsnit hovedrolleindehaveren Sonja Sander landskendt i en alder af 10 år.

Mange husker nok hendes karakteristiske store briller og det krøllede hår, ligesom Jytte Abildstrøms karakter - den kommanderende og altid lidt trætte mor Norma - i dag er kendt og elsket af mange.

Brød sig ikke om berømmelsen

Efter at have fået stor opmærksomhed fra danskerne i en tidlig alder, trak Sonia sig dog tilbage og droppede en karriere foran kameraerne.

I et interview i Ude og Hjemme fra 2017, fortæller hun, at livet ikke altid har været nemt.

- Mit liv har været, som det nu har været. Men jeg vil da sige, at der er to år, jeg godt kunne have undværet, fortalte hun.

Her refererer hun blandt andet til tabet af en lillesøster, tre forliste ægteskaber og en alvorlig depression, som hun måtte indlægges for.

Den tidligere barnestjerne fortalte i øvrigt også, hvordan hun nød at filme som barn, men at hendes pludselige status som kendt ansigt ikke var noget, hun brød sig om.

Sonia Sander efterlader sig datterne og tre børnebørn.

Sponsoreret indhold