Sofie Torps har en datter med autisme: – Hun taler nærmest kun engelsk

LÆS OGSÅ: Sofie Torp taler ud: Har en datter med autisme
34-årige Sofie Torp, der netop nu er aktuel i filmen "Den Grænseløse", har tidligere afsløret, at hendes datter Olga har autisme.
Og i et stort interview med Femina fortæller hun mere om, hvordan det er at være mor til et barn, der ikke er som de fleste.
Hendes datter går i dag i specialbørnehave, og det har gjort en verden til forskel, fortæller hun til ugebladet:
– Det var fuldstændig fantastisk at gå fra at have et barn, der har det dårligt og kun siger primallyde, til at have et barn, der er glad og trives, fortæller skuespilleren.
Og som datteren bliver større og udvikler sig, kan hun også se, hvor unikt det er at have fået et barn med autisme:
– Hun taler nærmest kun engelsk, det er der mange autister, der gør, har jeg lært. Engelsk giver åbenbart mere mening end dansk, fordi det er mere detaljeret, der er mere musik i det. Så hvis jeg siger: “Skal vi finde badekarret?” reagerer Olga ikke, men hvis jeg siger det på engelsk, svarer hun: “Yes, mummy, wash, wash!” Hun skal bare høre ordene én gang i en eller anden video, så sidder de fast.
Sofie Torp fik datteren Olga i 2019 sammen med sin bedste ven Sargun Oshana – drømmemanden lod vente på sig, så derfor tog hun sagen i egen og bedstevennens hånd for at få drømmebarnet.