Kendte22. februar 2021

Sofie Linde sender hilsen til tumorramte Melvin Kakooza

Melvin Kakooza kommer alligevel ikke til at skulle tage over for Sofie Linde på "X Factor"
https://imgix.seoghoer.dk/linde_4_0.jpg
 (Foto: Søren Jul Lamberth)

Sofie Linde sender komikeren Melvin Kakooza masser af tanker og hjerter oven på den kedelige nyhed om, at han har fået en tumor i hjernen.

- Jeg sender al min kærlighed og masser af medvind til verdens bedste Melvin Kakooza og hans familie, skriver hun på sin story på Instagram og fortsætter:

- Og så glæder jeg mig til at kysser ham på panden, så snart han er på benene igen.

Sofie Linde skulle egentlig have overgivet "X Factor"-vært-stafetten til 29-årige Melvin Kakooza på fredag, hvor første liveshow bliver sendt.

Men en hjernetumor er kommet i vejen, og sygemeldte Melvin Kakooza kommer derfor ikke til at være barselsvikar for Sofie Linde.

Det var Melvin Kakoozas manager Jakob Riis, der kunne afsløre den triste nyhed om tumoren i en pressemeddelelse.

- Melvin har i den sidste tid haft ubehag og er derfor blevet undersøgt grundigt. Det har desværre vist sig, at han i noget tid har gået rundt med en hjernetumor i baghovedet, som har vist sig at være godartet. Den er nu blevet opereret væk, udtalte Jakob Riis i meddelelsen.

Det er endnu ikke meldt ud, hvem der skal være barselsvikar for Sofie Linde, når "X Factor"-showene begynder at rulle om få dage.

Sofie Linde blev mor til sit barn nummer to tidligere på måneden.

HVAD ER EN HJERNETUMOR?

Tumorer i hjernen kan være kræft, men det kan også være et forstadie til kræft. Det kommer an på, hvor aggressiv tumoren er.

De to lave niveauer - "lavgradstumorer" - bliver nogle gang kaldt for godartede tumorer og er ikke kræft, men derimod ofte forstadier til kræft.

Ved godartede tumorer kan de i nogle tilfælde opereres væk og patienten kan helbredes, men det er ikke altid tilfældet.

Det er sjældent, at hjernetumorer spreder sig uden for hjernen, da hjernen har en særlig barriere.

I de fleste tilfælde kan man ikke udpege en årsag til hjernetumoren.

Hyppige symptomer er hovedpine, kvalme, krampeanfald, hukommelsesbesvær og ændringer i personligheden.

Har man mistanke om en tumor i hjernen, skal man opsøge sin læge.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Sponsoreret indhold