Kendte24. maj 2023

Sofie Linde råber op: Hvor er kvinderne?

Den tidligere "X-Factor"-vært undrer sig over antallet af kvindelige kunstnere på DR's radiokanaler
Sofie Linde mener, at de to musikchefer på P3 og P4 bærer et stort ansvar for at sørge for mere diversitet på kanalerne. 
Sofie Linde mener, at de to musikchefer på P3 og P4 bærer et stort ansvar for at sørge for mere diversitet på kanalerne.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Hva' Lars Trillingsgaard? Hvorfor må jeg ikke høre Fallulah?

Det skriver 33-årige Sofie Linde i en story på Instagram, hvor hun stiller spørgsmålstegn ved musikindholdet på flere af DR's radiokanaler.

Hun mener nemlig, at der er for få kvindelige musikere i rotation.

I den forbindelse retter tv-værten sin kritik mod de to musikchefer, Lars Trillingsgaard og Mathias Buch, der hver især står for musikindholdet på henholdsvis P4 og P3.

Her skriver hun blandt andet, at den danske sangerinde Fallulah tidligere på måneden udgav et nyt album, men P4 har, ifølge Linde, ikke spillet noget som helst fra den nye plade.

Heller ikke Oh Lands nye single "Bleed" bliver spillet i radioen, ifølge tv-værten.

- Du har så meget magt, og derved også et ansvar for at sikre diversitet. Jeg vil, som kvinde, så gerne kunne spejle mit liv, min alder og mit køn i den musik I spiller. Og du giver mig ikke mange muligheder i forhold til det musik, du udvælger, skriver hun rettet mod P4's musikchef.

Fallulah udgav tidligere måneden sit femte album ved navn "Celeste", men ifølge Sofie Linde har P4 ikke spillet et eneste nummer fra den nye plade. 
Fallulah udgav tidligere måneden sit femte album ved navn "Celeste", men ifølge Sofie Linde har P4 ikke spillet et eneste nummer fra den nye plade.
 Foto: Ritzau Scanpix

Sofie Linde mener dog ikke, at de to musikchefer med vilje fravælger kvinder.

- Jeg tror ikke, at de bevidst undgår kvinder. Jeg undrer mig bare over, hvor slående det er, at det er to mænd, som besidder den enorme magt - og ikke eksempelvis et mere repræsentativt panel? Som minimum bestående af både mænd og kvinder?

Sofie Linde er langt fra den første, der kritiserer kønsbalancen i dansk musik.

Tidligere har Stine Bramsen og Lydmor udtalt sig om manglen på kvinder på Kodas liste over de 10 over de mest indbringende musiknumre i 2022

SE og HØR har forsøgt at række ud til Lars Trillingsgaard og Mathias Buch, men ingen af dem er vendt tilbage i skrivende stund.

Ligeledes har vi forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Sofie Linde.

Sponsoreret indhold