Kendte16. august 2022

Sofie Linde afslører: Ubudne gæster på Langeland

"Linde på Langeland" er ikke kun en kæmpe tv-succes. Folk valfarter til den sydfynske ø for at se Sofie Lindes sommerhus i virkeligheden
Sofie Linde har haft besøg af Gud og hvermand henover sommeren på Langeland. 
Sofie Linde har haft besøg af Gud og hvermand henover sommeren på Langeland.
 Foto: Kaspar Wenstrup

Sofie Lindes husprojekt på Langeland var ikke bare en strålende succes, da det i foråret blev vist på TV 2.

For renoveringslystne danskere nøjes ikke bare med at tune in på TV 2, når programmerne løber over skærmen, de valfarter til ”Vennely”, som Linde og gemalen Joakim Ingversens sommerhus på den sydfynske ø hedder.

Det fortalte TV 2-darlingen forleden til pressemødet på ”X Factor” forud for den kommende sæson.

- Jeg havde ikke lige regnet med, at det var et sted, folk ligesom ville besøge, og det har de gjort, fortalte hun og tilføjede så:

- Og det håber jeg også vil stilne af lige så stille, vil jeg så også sige. Jeg synes jo sådan set, at vi er rimelig generøse med at lukke op, og man kan se det i fjernsynet, og der er ikke mere at komme efter, sagde hun og grinede.

Det har dog ingenlunde ødelagt sommeren for den produktive familie, slog hun fast.

- Der har været lidt mere interesse, end jeg lige havde forudset, men det gør egentlig ikke noget. Vi har haft en pissefed sommer og er kommet vildt langt, røbede hun.

Nok er de nået langt, men de er stadig ikke i mål med at smukkesere den 220 kvadratmeter store villa fra 1891. Men de er så tæt på mål, som de nogensinde har været, som Linde formulerer det. Så har hun ikke afsløret for meget.

På Instagram har Sofie givet et lille indblik i, hvor langt de er kommet i denne omgang. Og hun glæder sig over, at hun kunne komme lidt mere på banen i denne sæson, for i forrige sæson kom hun flere gange til kort.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

- Jeg har virkelig været sej, synes jeg selv. Det er jo ikke sikkert, mine håndværkere synes det samme, men jeg synes i hvert fald selv, jeg har knoklet i denne sæson. Meget mere hands on end jeg kunne sidste år, og det har været megafedt, lød det.

Mens Sofie trak i arbejdstøjet, hyggede Joakim om deres to døtre Trine og Søs. Renovering med to børn på fire og 1 er ingen smal sag, men tv-parret tager det oppe fra og ned.

- Det er dem, der sætter dagsordenen, så man når det, man når. De må aldrig nogensinde blive biroller i vores liv, så de er bare det vigtigste. Det er dem, der sætter dagsordenen, fortalte Linde og fortsatte:

- Heldigvis synes de, det er pissefedt at være der, vildt sjovt, og der er trøfler i køleskabet og kolde sodavand og en god have og en legeplads - og stranden ligger lige om hjørnet, så på den måde er det ligesom lykkedes at få til at gå op i en højere enhed.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Vennely er begyndt at tage så meget form, at Sofie og Joakim allerede kan tage hul på den drøm, der fik dem til at købe huset for to og et halvt år siden: At fylde huset med venner.

- Ja, det synes jeg. Men altså man skal bo der med lidt velvilje. Men nu kan man gå på toilettet, tænde for ovnen, tænde for kaffemaskinen og tænde for varmen.

Og det er et stort skridt fra sidste sæson, hvor de boede i sommerhus, når de ikke lige knoklede løs fra kælder til kvist.

- Så den kaffemaskine, jeg har købt for 2,5 år siden, den er sat til nu. Jeg havde jo ikke lige set, at der ikke var nogen stikkontakt, fortalte Sofie, som er blevet en masse erfaringer rigere efter endnu en sommer med hammer og skruemaskine.

- Jeg har jo lært vildt meget. Det er nok ikke noget, jeg skal gøre for andre mennesker end mig selv. Det er sjovt, det er omstændigt, det er hårdt, det er fedt, når det lykkes, men også, at det kan jeg sagtens. Jeg har lært så mange ting.

Artiklen fortsætter under opslaget ...

Derfor er det nok heller ikke sidste gang, hun og Joakim kaster sig ud i et lignende projekt.

- Neeeej. Vi kan slet ikke lade være. Og nu er vi jo så meget klogere, så det bliver nemmere næste gang, når man ved, om det er vigtigt med alt det der andet, og at man ikke kan skøjte let henover noget, rundede hun af.

TV 2 har endnu ikke offentliggjort, hvornår den nye sæson af ”Linde på Langeland” har premiere, men det lyder til, at der i hvert fald også kommer en sæson 3 …

Sponsoreret indhold