Kendte12. august 2023

Sønderjysk by på den anden ende: I dag er der celebert bryllup

Lørdag er den sønderjyske by Løjt på den anden ende: For her er der celebert bryllup med hundredvis af gæster, fyrværkeri og vaskeægte fest på "slottet". Der har sågar floreret rygter om, at kronprinsparret vil deltage
Det er i denne kirke, Løjt Kirke, at Michael Immanuel Jebsen og Donata von Behr lørdag giver hinanden deres ja. 
Det er i denne kirke, Løjt Kirke, at Michael Immanuel Jebsen og Donata von Behr lørdag giver hinanden deres ja.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det kan godt være, at byen til daglig er både søvnig og uden de store armbevægelser.

Men de seneste uger har beboerne i sønderjyske Løjt formentlig godt fornemmet, at noget er i gære.

Utallige lastbiler har de seneste dage kørt i en lind strøm i byen, lige som flere også har fået en seddel i postkassen. Der varsles om muligt trafikkaos lørdag.

Og det er der da også en celeber forklaring på.

For i dag er der nemlig kæmpe bryllupsfest med både hundredvis af gæster, fyrværkeri og vaskeægte fest på "slottet”.

Det skriver JydskeVestkysten.

Hovedpersonerne er Michael Immanuel Jebsen og Donata von Behr, der giver hinanden deres livs ”ja” ved det storslåede bryllup i den sønderjyske by.

Michael Immanuel Jebsen er søn af milliardær Hans Michael Jebsen. Han er forretningsmand, skibsreder, godsejer, kammerherre, hofjægermester og administrerende direktør for handelsfirmaet Jebsen & Co. Ltd., der beskæftiger mere end 6.000 ansatte.

Så det giver også god mening, at der er lagt an til en storslået kærlighedsfest i smukke og overdådige rammer.

Ifølge JydskeVestkysten er 300 inviteret til den storslåede kærlighedsfest, og der florerer sågar rygter om, at kronprinsparret er blandt gæsterne.

Det er da heller ingen hemmelighed, at Desirée og Hans Michael Jebsen er gode venner af kongehuset og selv har deltaget i royale fester tidligere.

Besøg hos Jebsen. Desiree og Hans Michael Jebsen.
Desiree og Hans Michael Jebsen er tætte venne med kronprinsparret. Lørdag bliver deres søn, Michael Immanuel Jebsen, gift med sit livs udkårne: Donata von Behr.
 Foto: Scanpix

Desuden har kronprinsparret ifølge den kongelige kalender ingen planer om lørdagen, mens de alligevel skal på officiel opgave i Sønderjylland om søndagen.

Med andre ord ville det ikke være helt logistisk umuligt for Frederik og Mary at deltage i brylluppet.

Dog fastslår Rikke Vejrup, der er Jebsen-familiens talsperson, at der kun er tale om ”private gæster”:

– De holder brylluppet meget privat, og der er ingen prominente eller kongelige på gæstelisten, fortæller hun til JydskeVestkysten.

Selve vielsen vil foregå i Løjt Kirke klokken 11.00, og senere vil brudeparret og de mange gæster så sætte kurs mod Jebsen-familiens smukke palæ Haus Lensnack.

Her vil brudeparret og de mange gæster formentlig feste til den lyse morgen.

Sponsoreret indhold