Slut efter 11 år: Ellen Nybo har sendt sin sidste vejrudsigt for nu
LÆS OGSÅ - Ellen Nybo holdt kobberbryllup i haven: Vejret var en gyser
Nyhederne på TV 2 er blevet et stort smil færre.
Torsdag havde Ellen Nybo sidste tjans som formidler for de højere vejrmagter og er nu ikke en del af vejret på nyhedskanalen længere.
Fra en vingård på Vestsjælland tonede hun frem foran den velkendte vejrbil en sidste gang, før hun lagde ned til nyhederne.
På Instagram takker Ellen Nybo for sin tid på TV 2, der tæller hele 11 år.
– Sluttede i går som jeg allerhelst ville; nemlig ude i vejret ved Vejrbilen og med overvældende mange søde hilsner og tilkendegivelser på min vej. Tak til alle jer, der har skrevet, også her på IG (Instagram, red.), skriver hun.
Journalisten fik i maj muligheden for at søge en frivillig fratrædelse fra arbejdspladsen, hvilket var en mulighed, hun greb.
Hvad fremtiden skal bringe, vidste Ellen Nybo ikke, da hun for en måned siden annoncerede, at det var slut med vejrnyhederne.
Og noget tyder på, at det stadig er usikkert, i hvilken retning karrieren nu skal gå.
– Nu glæder jeg mig til at få lidt tid til at tænke over tilværelsen og så småt forme en ny vej i arbejdslivet, skriver hun.
Ellen Nybo er uddannet fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole, og danner privat par med Nicolai Hansson, der tidligere har arbejdet som vært på ”Go’ aften Danmark”.