Skyldig i voldtægt på Herlufsholm
En 16-årig dreng, som er elev på kostskolen Herlufsholm ved Næstved, har fået seks måneders fængsel for at have voldtaget og blufærdighedskrænket en jævnaldrende dreng på skolen.
Episoden fandt sted en nat i februar efter en festlig elevsammenkomst i en weekend, hvor der var blevet drukket øl og cider.
Til stede i værelset var udover den forurettede og den tiltalte en tredje dreng, som imidlertid sov fra episoden, hvor den dengang 15-årige omkring klokken 1 om natten udførte såkaldt "handjob" og "blowjob" på kammeraten, som tre dage senere anmeldte episoden til politiet.
Den tiltalte nægtede sig skyldig i anklagerne om voldtægt og blufærdighedskrænkelse, men han erkendte, at han havde udført "handjob" og "blowjob" på sin ven - en handling som politiets jurister betragter som voldtægt.
Vidner forklarede i retten, at den tiltalte til andre elever på skolen havde fortalt, at han var i tvivl om, hvorvidt der var indgået samtykke, inden episoden fandt sted. Han var heller ikke sikker på, om den forurettede var vågen.
Udover fængselsdommen skal den 16-årige betale erstatning til den forurettede.
Den 16-årige har i samråd med sin advokat besluttet at anke dommen til landsretten.
Prins Christian er ved at tage en studentereksamen på Herlufsholm Kostskole, men han har ingen tilknytning til parterne i sagen.