Skuespillerinde Helen McCrory død af kræft

Harry Potter-forfatter JK Rowling kalder det ”hjerteskærende”, at den kun 52-årige skuespillerinde Helen McCrory nu har mistet livet.
Det skriver flere medier - herunder CNN.
Helens mand, skuespiller Damian Lewis, bekræfter fredag aften, at hun har tabt kampen mod kræften, og kalder i sit hyldestopslag sin kone for ”en smuk og mægtig kvinde”.
McCrory var udover sin lange karriere på teaterscenerne kendt for sine roller i især britiske produktioner som ”Peaky Blinders” – hvori hun spiller Polly Grey – samt for sin rolle som blodheksen og mor til Draco Malfoy, Narcissa Malfoy, i tre af de populære ”Harry Potter”-film.
Ifølge NME var hendes diagnose ikke kendt i offentligheden. I stedet var hele kampen mod sygdommen holdt privat.
Sidste år medvirkede hun i to miniserier – I ”Roadkill” spillede hun den britiske premierminister overfor Hugh Laurie, ligesom hun havde en rolle i ”Quiz”, baseret på virkelige hændelser om ”Hvem vil være millionær”-skandalen.
Lewis fortæller, at hun er sovet stille ind derhjemme, mens hun var omringet af en masse kærlighed, venner og familie.
- Hun døde, som hun levede, skriver han, før han fortsætter sin smukke ord om den nu afdøde hustru:
- Uden frygt! Gud, hvor vi elsker hende, og vi ved, hvor heldige vi har været med hende i vores liv.
Artiklen fortsætter under billedet:

Ægtemanden Damien Lewis bekræfter, at hans elskede kone Helen er død efter en "heroisk kamp mod kræften" (Foto: MEGA)
McCrory giftede sig med ”Homeland”-stjernen Lewis i 2007, og sammen har de to børn.
Parret var ivrigt engagerede i velgørenhedsarbejde, og sidste år samlede de mere end en million pund ind til sundhedspersonale, der var hårdt pressede under coronapandemien.