Kendte17. maj 2020

Skuespiller vågnet fra koma: Kæmper med lungeinfektion

Den canadiske skuespiller Nick Cordero fik både amputeret sit ene ben og lå i koma. Alt sammen som følge af smitte med coronavirus. Nu kæmper han med en infektion i lungerne
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/shutterstock_editorial_7532834bx.jpg
 (Foto: MEGA)

Det er kun lidt mere end en måned siden, at nyheden om den 41-årige skuespiller kom frem: han var blevet smittet med den dødelige COVID-19.

Og efter både at have fået amputeret sit ene ben og ligget i koma, er Broadway-stjernen imidlertid vågnet.

Desværre er han langt fra rask – en frygtelig infektion har nemlig overtaget lungerne, og Nick Cordero må således fortsat kæmpe.

Det afslører hans hustru Amanda Kloots i en story på Instagram, skriver People.

- Vi kæmper stadig med infektionen i Nicks lunge. Infektionen stammer fra sidste gang, han gik i septisk chok, og den sidder der ligesom bare, forklarer Amanda.

Heldigvis gør lægerne angiveligt alt, hvad der står i deres magt for at redde den syge skuespiller:

- De gør alt, hvad de kan for at rense det hver dag, men det bliver ikke bedre.

Nick Cordero får i øjeblikket hjælp til at trække vejret, men ifølge hans hustru, vil lægerne kunne justere på indstillinger på iltapparatet, når lungeinfektionen er væk. Derfra vil Cordero med tiden kunne trække vejret på egen hånd igen.

Selv om hele situationen måske virker uoverskuelig, er der stadig masser, der tyder på, at det hele ender godt, og at Nick Cordero kommer sig.

Skuespillerens læger skulle angiveligt have informeret Amanda Kloots om, at ”der ikke er nogen grund til at tro, at de ikke kan komme infektionen til livs”.

Det var komplikationer, der var skyld i, at Cordero fik amputeret sit ene ben. Lægerne gav skuespilleren blodfortyndende medicin for at forhindre de blodpropper, der stoppede blodforsyningen.

Desværre havde medicinen ingen virkning, og konsekvensen var et amputeret ben.

Sponsoreret indhold