Skuespiller Nicholas Tucci død - blev kun 38 år
Den amerikanske skuespiller Nicholas Tucci er gået bort. Han blev 38 år. Det skriver det amerikanske ugeblad People.
Skuespillerens far bekræfter de sørgelige nyheder på sin søns Facebook-profil.
Artiklen fortsætter under opslaget.
- Dette er Alexander Tucci, Nicks far. Tirsdag, den 3. marts, døde Nick på Smilow Cancer Hospital i New Haven, Connecticut, lyder det fra faderen, der fortsætter:
- Nick holdt sin sygdom privat, så han kunne forfølge sine professionelle og kunstneriske drømme i så lang tid som muligt. I det sidste år kunne han gå til audition, optage på location og fortsætte det arbejde, han elskede så højt.
Tucci har medvirket i en lang række film og tv-serier, blandt andet "Homeland" og "Quantico".
Han er nok mest kendt for sin rolle som Felix i "You're Next". I gyserfilmen fra 2011 følger vi en rig familie, der bliver angrebet af en gruppe mordere, mens de er på ferie.