Skuespiller afslører: Inviteret på date af Trump samme dag, som hun blev skilt

Først til mølle får først malet.
Nogenlunde sådan har Donald Trump, USA's nuværende præsident, åbenbart tænkt tilbage i 1998, da han hørte, at skuespilleren Emma Thompson var blevet skilt fra Kenneth Branagh.
Det fortalte hun på en filmfestival i Schweiz, skriver The Telegraph.
For samme dag, som skilsmissen gik igennem ringede Donald Trump til hende, mens hun var i gang med optagelserne til "Primary Colors" og præsenterede sig.
- Jeg troede, det var en joke, fortæller hun i et interview med The Telegraph, men:
- Så sagde han: "Jeg ville elske, hvis du kom og boede på et af mine smukke steder. Måske kunne vi spise middag sammen."
Og hun var - i hvert fald ikke i røret - fuldstændig afvisende, da hun fortalte Trump, at det var sødt af ham at ringe, og at hun ville vende tilbage.
Det blev dog aldrig til en date imellem de to, men Emma Thompson kan da godt spøge med, hvad der ville være sket, hvis hun havde takket ja til tilbuddet.
- Jeg kunne have været på date med Donald Trump, og så ville jeg have haft en historie at fortælle. Jeg kunne have ændret amerikansk historie.
Emma Thompson blev skilt fra Kenneth Branagh, efter han havde en affære med Helena Bonham Carter. Siden 2003 har hun været gift med Greg Wise.