Kendte9. januar 2018

Skolepige straffet, da hun gav sit hår til kræftramte børn

Skolepige i England må først være sammen med kammeraterne, når hendes hår er vokset ud igen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/skolepige-09012018.jpg
 Foto: Facebook/Niamh Baldwin
I en bizar sag i Cornwall i England har en skole udvist en eklatant mangel på dømmekraft og 'dømt' en 14-årig skolepige til at være isoleret fra sine klassekammerater i flere uger. Det skriver Independent. Pigens 'forbrydelse' - hun har ladet sig kronrage og givet sit hår til en velgørende organisation der laver gratis parykker til børn, der har kræft og har mistet håret på grund af kemoterapi. Det er 14-årige Niamh på dobbeltbilledet oven for, der er tale om. Med de bedste intentioner lod hun sig kronrage og gav håret bort for at hjælpe kræftramte børn. Men det faldt bestemt ikke i god jord hos rektor for Mounts Bay Academy i byen Penzance helt nede i det sydvestlige hjørne af England. Da Niamh kom tilbage i skole efter juleferien med kronraget hoved, blev hun straks isoleret fra de andre elever, fordi hun angiveligt havde forbrudt sig mod skolens regler. Og skolen har meldt ud, at indtil hendes 'ekstreme frisure' er vokset ud til en vis længde, skal hun bære hovedtørklæde og arbejde isoleret fra de andre elever på skolen i et lokale for sig selv, og hun må heller ikke have samvær med de andre elever på skolens udeområder i frikvartererne. Og nu er Niamhs mor, Anneka Baldwin, røget til tasterne og forsvarer sin datter på Facebook, hvorfor sagen også har fundet vej til en række britiske medier. - Niamh lod sit hoved kronrage for at donere håret til hjælp for kræftramte børn. Det er så modigt og flot gjort af hende, og jeg er meget stolt af hende. Derfor bliver jeg så rasende, når skolen forsøger at få hende til at have det så skidt med sig selv og placerer hende i isolation, indtil hendes hår er vokset en centimeter mere. Indtil da skal hun sidde isoleret alene i et lokale på skolen og lave sine ting og må heller ikke være sammen med klassekammeraterne i skolegården, skriver Anneka Baldwin på Facebook. Hun tilføjer, at Niamh altid har været dygtig i skolen og opført sig sødt over for kammeaterne. - Jeg og resten af familien og alle vores venner er så stolte af dig, Niamh. Lad aldrig nogen få dig til at føle, at du skal have det dårligt med det, du har gjort, siger den vrede og fortvivlede mor. Men skolens rektor, Sara Davey, er fast i kødet og mener, at det skal straffes, når man er ulydig. - Alle elever ved, at vi har en hår-politik, og at konsekvenserne af at bryde den er, at man isoleres og arbejder alene, indtil frisuren ikke længere er 'ekstrem'. Familien havde alle muligheder for at henvende sig til skolen, før Niamh lod sig kronrage, og så havde vi rådgivet om en anden måde at støtte det gode formål på. Men de har ikke henvendt sig inden. Jeg vil forsøge at løse situationen til alles tilfredshed, så Niamh kan komme tilbage til resten af klassen så hurtigt som muligt, siger Sara Davey til Independent. Niamh selv har på Facebook kommenteret hændelsen i et kort, modent opslag: - Mit hår definerer ikke, hvem jeg er som person, skriver hun. Du kan se opslaget herunder:

Sponsoreret indhold