Kendte16. august 2023 (opd. 16. august 2023)

Skandaleparret Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard risikerer fængselsstraf

Det tidligere ejendomsmæglerpar er tiltalt for at have forsøgt at snyde sig til coronastøtte
Retssagen mod Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig begynder i næste uge.
Retssagen mod Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig begynder i næste uge.
 Foto: CLAUS POULSEN

LÆS OGSÅ: Betalte bolig med firmamidler

Peter Norvig og Hanne Nørrisgaard risikerer at havne i fængslet.

Desuden risikerer Peter Norvig en millionbøde, der vil knockoute ham økonomisk.

Den 24. august skal parret, som engang stod i spidsen for landets førende ejendomsmæglerkæder, møde i Københavns Byret, hvor de blandt andet er tiltalt for at have forsøgt at tilrane sig mere end en million kroner under coronanedlukningen.

Da landet var lukket ned som følge af corona søgte Peter Norvig Andersen, 62, og Hanne Nørrisgaard, 54, i fem ansøgninger om lønkompensation til deres virksomhed B2B Property ApS.

Det gjorde de, selv om virksomheden på det tidspunkt havde fået inddraget sine registreringer for A-skat, moms og arbejdsmarkedsbidrag og dermed ikke kunne udøve lovlig aktivitet.

Ifølge anklageskriftet forsøgte de på fire datoer i 2020 at få udbetalt mindst 760.624,14 kr. i corona-kompensation.

I et andet andet lignende tilfælde - også i 2020 - forsøgte de på falske forudsætninger at få udbetalt 437.546,66 kr. til imødegåelse af skadevirkningerne i forbindelse med epidemien.

Desuden er Peter Norvig tiltalt for underslæb. I januar 2019 fik han fingre i en kvart million kroner, som var deponeret som sikkerhed for byggerettigheder. Peter Norvig brugte ifølge anklageskriftet pengene til eget forbrug.

Peter Norvig er også tiltalt for uberettiget at have benyttet titlen ejendomsmægler, selv om han året forinden havde mistet retten til at bruge titlen.

Anklagemyndigheden vil have parret bag tremmer. Desuden vil man have Peter Norvig idømt en skærpet tillægsbøde på 4.750.000 kr. Han skal ifølge anklageren "indtil videre" heller ikke have lov til at kalde sig ejendomsmægler.

Ifølge anklageskriftet har Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig bopæl i Kokkedal på en adresse, som ejes af en kvinde, der har været direktør i et af parrets firmaer - selskabet B2B Property er nu gået konkurs.

Sponsoreret indhold