Kendte16. december 2021

Skadet Hjulmand: Kan ikke pege på det største øjeblik

Den succesfulde landstræner Kasper Hjulmand har for mange gode minder fra i sommer, til at vælge ét bestemt ud
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Den store danske fodboldsucces i sommer skabte en folkefest, man sent vil glemme.

Det vil manden i trænersædet formentlig heller ikke.

Landstræner Kasper Hjulmand har faktisk så mange gode minder fra EM-slutrunden i sommer, at han kan pege et ud, der skulle være bedre end de andre.

Det fortæller han til SE og HØR, som mødte ham til TV2's "De største øjeblikke 2021" onsdag.

- Jeg kan ikke skille dem ad. Jeg synes, der har været så mange. Der er nogle store åbenlyse øjeblikke, som da Andreas Christensen banker bolden ind mod Rusland.

- Eller da vi kommer ud til Belgien-kampen og skal med bussen. Der står tusind, hvis ikke titusindvis af mennesker i Helsingør, siger Kasper Hjulmand på den røde løber.

Kampen mod Belgien var den første kamp uden Christian Eriksen, der faldt om med hjertestop i den første gruppekamp mod Finland.

Morgenkaffe ved havet

Det er dog ikke kun oplevelserne på banen, der kommer frem, når Kasper Hjulmand skal fremhæve de største øjeblikke for året.

- Hele rejsen med at få skabt en samhørighed med folket, har så mange store og små øjeblikke.

- Øjeblikke hvor der er stille, hvor man sidder med familie og venner. Eller sidder og kigger ud over vandet med Lars Høgh efter Ruslandskampen en tidlig morgen med en kop kaffe, siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren sætter også ord på bisættelsen af Lars Høgh, som Hjulmand deltog i tirsdag.

Flere øjeblikke på vej

Landsholdet skal allerede til næste år spille VM. Det foregår til november i Qatar, hvilket er blevet kritiseret vidt og bredt.

Blandt andet på grund af de mange arbejdere, der har mistet livet i forbindelse med opførelsen af de mange stadions.

Men selv om slutrunden altså foregår i et land, der har problemer med at overholde menneskerettighederne, frygter Hjulmand ikke, at den folkelige opbakning til landsholdet skal lide et knæk.

- Nej, det gør jeg ikke. Jeg er træt af, at det er der (i Qatar, red.,) og jeg er træt af, at det ikke er om sommeren. Men vi skal bare se frem til den slutrunde.

- Vi skal selvfølgelig derned og gøre en god figur, og holde fast i den måde vi gør tingene på. Vise, hvem vi er, når vi tager afsted. Og respektere hinanden og holde af hinanden.

- Det er sådan, det er og sådan det må være, siger Hjulmand.

På grund af den høje varme, er det blevet besluttet af slutrunden skal afvikles i november og december.

Skade forhindrer rejse med familien

Landstræneren ankom til den røde løber på krykker, da han for nylig har sprunget sin akilleshæl.

Det forhindrer derfor desværre også planerne om at rejse væk med familien over julen, forklarer han.

- Vi skulle have været ude at rejse, men det ser ikke ud til, at jeg kan få lov til at rejse.

- Jeg havde glædet mig til, at vi langt om længe kunne være sammen og rejse sammen, men nu må vi se, hvad der sker. Vi har ikke lagt nogle planer, siger Kasper Hjulmand.

Sponsoreret indhold