Kendte11. august 2022

Skabte kaos på festivaler: Nu giver Tobias Rahim gratis koncert

Han tiltrak tusinder under sine koncerter på landets festivaler. Og derfor forventer arrangørerne, at der vil komme tusindvis, når Tobias Rahim i næste uge giver gratis koncert i Randers
Tobias Rahim spiller på Stjernescenen og har besøg af Andreas Odbjerg på "En stor mand" på Smukfest, Skanderborg, fredag den 5. august 2022.
Tobias Rahim spiller på Stjernescenen og har besøg af Andreas Odbjerg på "En stor mand" på Smukfest, Skanderborg, fredag den 5. august 2022.
 Foto: Ritzau Scanpix

Han er én af landets mest populære musikere pt., og han samler tusinder af fans, når han giver koncert.

Faktisk har Tobias Rahim været så populær under sommerens festivalkoncerter, at der slet ikke har været plads nok.

Og i næste uge er den nok “gal igen.”

Torsdag den 18. august giver musikeren nemlig gratis koncert i Randers, og allerede nu forventer arrangørerne, at det kan ende vildt.

Værket bookede ham allerede sidste år, og der var navnet Tobias Rahim slet ikke så stort. Derfor er det også planen, at går Dorthe Gerlach på scenen før Tobias Rahim.

– Vi har booket koncerten så tidligt, at vi vurderede, at Tobias Rahim ikke kunne stå alene. Han var vores skæve indslag, for det vil vi også gerne, det med nye, lidt skæve navne, fortæller Mikael Qvist Rørsted, musik- og teaterchef ved Værket i Randers, til TV 2.

Siden er Tobias Rahim blevet en af landets mest populære, og derfor forventer Værket i Randers nu et langt større publikum end de 2.500, der er plads til.

Derfor har arrangøren nu fået iværksat, at andre Rahim-fans kan se koncerten fra den tilstødende parkeringsplads. Her kan man dog ikke se scenen, men man kan høre musikken og hans hits.

På parkeringspladsen er der plads til omkring 7.000 personer, så knap 10.000 personer i alt vil kunne få adgang til koncerten.

Sponsoreret indhold