Kendte27. februar 2023

Sjældent syn: Adam Sandler viser hustruen frem på rød løber

Komiker og skuespiller Adam Sandler havde fundet både hustruen og det fine tøj frem i anledning af årets SAG Awards
Adam Sandler og hustruen Jackie til årets SAG Awards.
Adam Sandler og hustruen Jackie til årets SAG Awards.
 Foto: Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Ups! Jessica Chastain falder på scenen til årets SAG Awards

Det sker bestemt ikke ofte, at den amerikanske hollywoodstjerne Adam Sandler hiver sin hustru, Jackie, med på den røde løber, men søndag gjorde "Hustle"-stjernen en undtagelse.

Den 56-årige komiker dukkede nemlig op hånd i hånd med sin kone til dette års Screen Actors Guild Awards, hvor der traditionen tro blev uddelt priser til årets bedste film og serier fra Hollywood.

Adam Sandler, som meget snart kan opleves med "Friends"-stjernen Jennifer Aniston i "Murder Mystery 2", var nomineret for bedste mandlige hovedrolle i filmen "Hustle".

Sandler og Jackie har været gift i næsten tyve år og har sammen teenagedøtrene Sadie på 16 og Sunny på 14 år.

Adam Sandler havde taget hustruen med til den fine prisuddeling.
Adam Sandler havde taget hustruen med til den fine prisuddeling.
 Foto: Ritzau Scanpix

"Uncut Gems"-stjernen har tidligere sat ord på, hvordan parret i så mange år har fået ægteskabet til at fungere, og ifølge ham er humor en af de vigtige elementer.

- Vi prøver at få hinanden til at grine, vi prøver at lytte, vi prøver at inkludere hinanden, vi prøver at støtte hinanden, lød det fra Sandler til AARP sidste år.

- Vi tænker aldrig på ikke at være sammen. Vi taler altid om vores fælles fremtid.

Og så er privatlivet måske også en vigtig faktor for parret. Det er i hvert fald sjældent, at komikeren tager kærligheden med til officielle arrangementer.

Jackie Sandler (tv.), Adam Sandler og "Everything Everywhere All at Once"-stjernen Jamie Lee Curtis til nattens SAG Awards.
Jackie Sandler (tv.), Adam Sandler og "Everything Everywhere All at Once"-stjernen Jamie Lee Curtis til nattens SAG Awards.
 Foto: Ritzau Scanpix

"Hustle" med Adam Sandler i hovedrollen kan streames på Netflix.

Sponsoreret indhold