
Sjældent indblik: Så meget tjener danske influencers på Instagram

LÆS OGSÅ: Ups, Helle: Thorning-Schmidt bryder markedsføringsloven
Man kommer sjældent udenom menneskelige reklamesøjler, når man scroller igennem Instagram.
Influencerne er nemlig her, der og alle vegne, og de tjener fedt på kampagner for henholdsvis måltidskasser, kollagenpulver, supermarkeder og alverdens køkkenremedier.
Det viser tal fra kommunikationsbureauet Friday, der er agentur for nogle af Danmarks største influencers.
Bureauet, der blandt andre repræsenterer Tobias Hamann, Carla Mickelborg og Mette Marie Lei Lange, oplyser således på deres hjemmeside, hvor mange knaster de hver især forlanger for et betalt samarbejde.
Tobias Hamann

Den tidligere bagedyst-deltager Tobias Hamann er Fridays dyreste influencer.
Ifølge bureauet begynder hans priser ved 18.000 kroner for et Instagram-opslag, 10.000 kroner for en Instagram-story samt 33.000 kroner for en såkaldt reel.
Tobias har betalte samarbejder med virksomheder som Il Fornaio, Factormeals, 365 Discount, Weber og Tulip. Sidstnævnte kører ikke alene på sociale medier, men også i fjernsynet.
Samtidig har han en større kampagne med discountkæden 365 discount.
Af Tobias' mediekit fremgår det, at han har stor succes med at nå ud til mange mennesker, som i stor stil tilkendegiver deres engagement med likes og kommentarer. Det er lig med flere penge i butikken.

Carla Mickelborg

Influencer og podcastvært Carla Mickelborg er myreflittig på Instagram. Hun poster dagligt indhold for at holde liv i algoritmen.
Og med stor succes, for hendes 152.000 følgere kvitterer med kommentarer og likes i stor stil, og det gør hende til en eftertragtet reklamesøjle. Hun når bredt ud på det sociale medie, og det er et godt kort at trække, når man skal forhandle honorar med virksomhederne.
Tager man et kig på hendes profil, har hun lavet kampagner med firmaer som blandt andre Derma, Illy og Hello Fresh.
Hun er dog lidt billigere at indgå et samarbejde med end hr. Hamann.
Ifølge Fridays tal lyder Carlas priser fra 23.000 for én reel, prisen for et shoutout i en story begynder ved 10.000, mens et opslag hos Carla koster fra 18.000 kroner.
Carla Mickelborg hører til blandt de oprindelige bloggere, som med branchens udvikling var nogle af de første til at springe ud som influencere på Instagram.
Senere på året springer Carla ud som tv-vært, når den kommende sæson af ”Love Island” får premiere, og den slags eksponering er ikke dårlig for følgertallet.

Carla Mickelborg holder kæmpe lønfest: Vild månedsløn
Mette Marie Lei Lange

Lidt mere stille går det for sig på Mette Marie Lei Langes profil.
Ifølge Fridays egen data er influencerens reach halvt så højt som hendes to kollegers, og det gør det billigere for virksomheder som Disneyland, Dyrup og Hello Fresh at indgå samarbejder hos hende.
Ifølge Fridays tal begynder hendes priser fra 15.000 kroner en reel, et opslag koster fra 12.000 kroner, mens prisen for en story starter ved 10.000 kroner.
Mette Marie Lei Lange arbejdede på modemagasinet Elle, da hun ventede sine tvillinger Berta og Hugo. Efter barslen sagde hun sit faste job op og sprang ud som influencer. Pt er der knap 80.000, der følger med i hendes hverdag i Køge.
SE og HØR har spurgt Mette Marie Lei Lange om, hvordan hun fastsætter sine priser.
- Prisen er noget, vi afvejer en gang om året, hvor vi tager en status og kigger på det hele, siger hun til SE og HØR og uddyber:
- Jeg læner mig meget ind i, hvad Friday siger, fordi det er mit agentur gennem otte år, og fordi Friday forhandler kampagner og har en viden om, hvor jeg ligger i branchen, siger Mette Marie Lei Lange, der samtidig fortæller, at faktorer som følgerskare, reach og troværdighed også spiller ind i prissætningen.
SE og HØR har ligeledes forsøgt at få en kommentar fra Hamann og Mickelborg. Hamann er ikke vendt tilbage på vores henvendelse, mens Carla ikke ønskede at medvirke.

Mette Marie Lei Lange: Vild månedsløn
Ingen aftaler er ens
Listepriserne, som er angivet i influencernes mediekit, er fastsat af den enkelte influencer i samarbejde med deres agent.
Prissætningen tager udgangspunkt i forskellige faktorer, så som deres reach og engagement, hvilken målgruppe de rammer, deres personlige brand og selve contentproduktionen.
Det fortæller Christina Barré, der er partner i kommunikationsbureauet Friday, til SE og HØR.
Hun tilføjer dog, at ingen aftaler er ens, og at listepriserne er vejledende.
- Listepriserne indikerer blot, hvad det koster at aktivere influenceren indenfor de forskellige typer af content, de tilbyder i et kommercielt sammenhæng. Det er dog de færreste virksomheder, der kun aktiverer influencerne med et enkelt stykke content i en kampagne, så listepriserne skal blot ses som et udgangspunkt for forhandling.
- Når en kampagne sammensættes, er der flere ting at tage højde for. Først og fremmest hvad angår rettigheder, men selvfølgelig også længden på samarbejdet, mængden af content og eksklusivitet. Men det kan også være ting som skydedage, materialer, deltagelse ved events, ekstra levering af content til kundens kanaler osv.
- Alt sammen ting, der har en indvirkning på den samlede pris, siger hun.
Listepriserne er med andre ord blot til for at give kunden en idé om, hvor influenceren ligger rent prismæssigt i forhold til branchen og markedet.
Det er selvsagt langt fra alle pengene, influenceren kan stikke i egen lomme, når en kampagne er gennemført.
Ifølge Christina Barré koster det influencerne mellem 20-30 procent af deres omsætning, at have en agent.
Det er ifølge Friday-bossen en standard fordelingsnøgle i influencerbranchen, såvel som andre brancher hvor der bruges agenter eller managements.