“The Simpsons”-stjernen Yeardley Smith afslører 24 års svær kamp med spiseforstyrrelse
Den 57-årige skuespillerinde, og stemmen bag Lisa i “The Simpsons”, kan i et nyt interview med People afsløre, at hun i intet mindre end 24 år levede med en svær spiseforstyrrelse.
Hendes enorme succes blev vejen til en indre kamp om evig “perfektion”.
– Jeg havde en spiseforstyrrelse i 24 år … Det var fra jeg var bare 14 år gammel, til jeg var 39. Og jeg er 57 år nu, lyder det ærligt fra hende.
For efter flere år med terapi, så var det noget ganske andet, der fik hende til at indse, at nu måtte det være slut.
Stjernen havde nemlig ingen intention om at skulle fylde 40 år og stadig leve under bulimiens regler.
FÅ DEN RETTE HJÆLP
Lider du af, eller kender du nogen, der er ramt af en spiseforstyrrelse?
Hos Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade kan du få hjælp og rådgivning som den ramte og pårørende.
Du kan ringe til dem på telefon: 70 10 18 18
De har telefontid hver mandag og torsdag kl. 09-19 samt tirsdag og onsdag fra kl. 16-19. Rådgivningen er anonym og gratis.
Så derfor “trak hun sokker op” og lod sig indskrive i et 13 måneders langt forløb, hvor hun blandt andet skulle deltage i otte timers terapisessioner hver uge.
– For jeg sagde til mig selv, at nu havde jeg brug for noget ordentlig hjælp. Jeg havde jo ellers altid fortalt mig selv, at jeg sagtens kunne klare det alene.
Men alene klarede hun det ikke.
I stedet måtte hun, gennem de 13 måneder, blandt andet klare udfordringen om at skulle indtage måltider sammen med de andre medvirkende i terapiforløbet.
– Og det var jo uden tvivl skrækkeligt, når man har en spiseforstyrrelse, fortæller hun og fortsætter:
– En spiseforstyrrelse er enormt isolerende, og du udøver din spiseforstyrrelse alene – i privaten. Det er fyldt med ritualer. Det er meget hemmelighedsfuldt, og det er ikke socialt, som det kan være med alkohol. Ikke for at sige, at det ene er værre, end det andet.
Artiklen fortsætter under billedet
I dag fortæller hun, at der dog yderligere gik omkring tre år fra forløbets afslutning, at hun for alvor kunne lægge frygten for maden fra sig.
– Men i dag har jeg det rigtig godt. Jeg er ikke bange for mad. Men der er dog noget mad, der kan trigge mig, så det holder jeg mig væk fra, fortæller hun.