Simon vandt ”Hjem til gården”: Sådan skal præmien bruges

Ti ugers kamp kulminerede søndag aften, da 29-årige Simon Borch vandt finalen i TV2-programmet, "Hjem til gården".

- Det var bare lækkert, at jeg kunne ringe med klokken først, selvom der måske ikke var så meget kamp til stregen, som jeg havde håbet, siger Simon.

De andre deltagere havde stemt ham direkte til finalen, hvor han skulle kæmpe mod Hanne, som vandt semifinalen.

- Da jeg så, hvad vi skulle i finalen, kunne jeg nok godt regne ud, at jeg nok skulle brække benet for ikke at vinde, smiler Simon til SE og HØR.

Han har hele vejen igennem været taktisk, og han indgik hurtigt en alliance med Daniel.

- Selvom Daniel har snakket med andre, så har jeg følt, at vi holdt sammen. Jeg følte, at vi kunne stole på hinanden hele vejen igennem, og det kunne vi også, siger Simon.

Daniel var da også med til at sørge for, at Simon røg direkte i finalen, da han bad nogle af de andre deltagere om at stemme Simon i finalen.

Hans mission var, at Hanne ikke skulle direkte i finalen, og så følte han, at han skyldte mig noget, da jeg ikke havde valgt ham til andenkæmper i afsnit ni. Det var en gentlemen-aftale, siger Simon.

Udover æren og en fantastisk oplevelse, følger præmien på 500.000 kroner.

- Der skal lige betales skat af dem, siger Simon.

- Jeg har lovet min søster, at vi skal ud og flyve luftballon, og så vil jeg invitere min mor med til en storby i Eurpoa og spise noget lækker mad, for det sætter hun meget pris på. Og så tror jeg min far skal med på en fodboldtur i Portugal. Som det er lige nu, så er det ikke så nemt at bestige et bjerg, siger Simon.

Han har da også planer om, at pengene skal bruges til at starte op som selvstændig tømre.  

- Jeg har lige sagt mit job op, så jeg skal lige have styr på det med at starte virksomhed op, og så er jeg nok klar fra 1. juli, siger Simon.

Han er glad for, at det nu er slut med hemmelighedskræmmeriet.

- Det var super fedt at vinde, og at jeg nu kan råbe det højt, så jeg ikke skal snakke udenom, når folk spørger, hvordan det gik, siger Simon, som har måtte holde på hemmeligheden siden september, hvor optagelserne sluttede.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close