
Simon Sears og hustruen scorer millioner på lynsalg

LÆS OGSÅ: Vild succes: Dansk stjerne tjener millioner på musik
Det gik hurtigt, og de skulle ikke på på kompromis med prisen.
Sådan kan man opsummere det boligsalg, som den danske skuespiller Simon Sears, 41, og hans hustru, Ingibjörg, har gennemført på deres hus i Solrød Strand.
Handlen er netop blevet tinglyst, og det fremgår af tinglysningen, at parret fik 4.725.000 kroner for den 117 kvadratmeter store villa.
Dermed fik de præcis den sum penge, de ønskede, da de i juli sendte hjemmet på markedet.
Og de skulle heller ikke vente længe, før det var solgt. Ifølge skødet indgik parterne aftalen i samme måned - helt præcis 31. juli.
Dermed står Simon Sears og Ingibjörg formentlig tilbage med en pæn gevinst. I hvert fald er salgsprisen noget højere end de 2.450.000 kroner, de selv betalte for at blive ejere af huset i 2020.
Med forbehold for udgifter til renoveringer og lignende står de tilbage med en gevinst på 2.275.000 kroner for fem års ejerskab af huset.
Parret har endnu ikke - officielt i hvert fald - købt ny bolig, men de har også lidt tid at løbe på endnu.
Ifølge skødet skal de først aflevere nøglerne 1. januar.
Simon Sears og Ingibjörg blev forældre for tredje gang i slutningen af sidste år, da datteren Móey Lucia blev en del af familien, som i forvejen også talte sønnerne Skuli og Marlon.
Foruden at have spillet hovedrollen i DR-serien ”Herrens Veje”, har Simon Sears også fornemme film som "Den som dræber", ”Vinterbrødre”, ”9. april” og ”Shorta” på cv’et.
For nylig kunne man også opleve ham i den danske Netflix-succes "Reservatet" og DR-serien "Generationer".
