
Sigurd Barrett fandt aldrig sin biologiske far: Boede 3 km fra ham i mange år

LÆS OGSÅ: Sigurd Barrett ødelagde julen: - Den joke gentager jeg aldrig
At Sigurd Barrett er blevet adopteret har aldrig været en hemmelighed.
Det var hans adoptivforældre meget åbne og ærlige om. Og da han fyldte 18, fik han navnet på sin biologiske mor at vide.
Der gik dog yderligere fem år, før han som 23-årig tog kontakt til hende. Hans far derimod har han forsøgt at finde i mange år.
I P1-programmet “Ugens gæst” fortæller Sigurd, at han i sommer forsøgte at få hul igennem til sin far.
Det forsøgte han allerede første gang i 2004, da han live på P3 efterlyste sit fædrene ophav.
Dengang kom han i kontakt med farens halvsøster, som heller ikke havde hørt noget fra sin bror i mange år. Til gengæld kunne hun give Sigurd navnet på hans fars kæreste.
Det fik han dog ikke meget ud af dengang, men i sommer forsøgte han igen at få hul igennem.
Selvom kvinden ikke mente, hans far levede længere, fortalte hun noget andet vildt.
- At han hele livet har boet 2.900 meter fra mig. Altså under tre kilometer. Han har boet på Frederiksberg. Simpelthen meget, meget tæt på mig, uden at give sig til kende. Så vi kan have passeret hinanden på Peter Bangs Vej, fortæller han i programmet.
Hvor han ikke nåede at møde sin far, lærte han som tidligere nævnt til gengæld sin mor at kende.
Sigurd har i flere interviews, blandt andet med Ude og Hjemme, fortalt om sit møde med sin mor, Lisbeth Skovgaard.
Da hun, en time efter at have modtaget hans brev, ringede til ham, blev han straks ramt af følelsen af at have kendt hendes stemme altid.
Få dage senere hoppede han på et tog til København og mødte sin biologiske mor for første gang.
Aftenen og natten igennem snakkede de, så billederne i de 12 fotoalbum, Sigurd havde taget med hjemmefra, så Lisbeth kunne høre alt om hans barndom.
Han fik også svar på det spørgsmål, der altid havde plaget ham: Hvorfor gav min mor mig væk?
Sigurds mor blev gravid med en mand, som ikke ønskede at stifte familie. Og da Lisbeth kom hjem og fortalte, at hun var gravid, blev hun sat stolen for døren af sin far. Opgiv barnet, eller vi vender dig ryggen.
Hendes far ønskede med andre ord ikke et barnebarn uden for ægteskab, og Lisbeth kunne ikke overskue at få et barn alene og miste alt andet.
Siden mor og søn fik kontakt til hinanden i 1990, har de indhentet det forsømte og opbygget et varmt forhold til hinanden.
Hvis det var lykkedes Sigurd at finde sin far, var han ikke i tvivl om, hvad han ville sige til ham.
- Jeg ville sige ham tak for livet.
Det er også titlen på hans biografi, som udkom den 3. november.
