Sexisme-opgøret rystede branchen: Filuka venter stadig på handling
Den danske rapper og sangerinde Filuka tog hul på debatten om sexistiske og grænseoverskriddende mænd i musikbranchen, da hun medvirkede i DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen".
Filuka, der beskriver sig selv som en kæmpe aktivist, fortæller til SE og HØR, da vi møder hende på Roskilde Festival, at hun har fået et bredere talerør og nu bliver taget mere seriøst i hendes politiske rejse.
Internt i musikbranchen var det dog ikke alle, der stod med armene i vejret over hendes deltagelse.
- Primært er jeg blevet mødt med meget kærlighed og respekt, men der var selvfølgelig også nogle der tog afstand. De er nok bare bange for at se sig selv i spejlet.
Et år efter skeletterne væltede ud af skabet, forsøger branchen at rejse sig med udgivelsen af rapporten "Lyden af mod", der indeholder 14 konkrete anbefalinger til, hvordan man kan skabe en mere inkluderende og sexismefri musikverden.
- Det er fedt at få det italesat på den måde. Det når bredt ud, men nu må vi se det ske, før jeg tror på det rigtigt, siger Filuka til SE og HØR.

Sagen begyndte at køre i medierne, efter at en række kvindelige musikere stod frem i DR-dokumentaren "Sexisme i musikbranchen" sidste år.
Her blev to prominente kendte danskere anklaget for grænseoverskridende adfærd. Ingen navne blev nævnt i dokumentaren, men Claes Antonsen kom selv til erkendelse, mens Marin Brygmann forsøgte at stoppe dokumentaren med juridiske midler. Det mislykkedes.
Flere kvinder - blandt dem Signe Svendsen - stod frem med konkrete og ubehagelige oplevelser.
En episode, hvor Brygmann ifølge Svendsen skulle være krøbet ned i hendes seng og have taget hende på brysterne, blev derfor et af de stærkeste billeder på musikbranchens tilsyneladende mørke side.
Begge kunstnere blev fyret fra forskellige jobs rundt omkring i landet, men nu er de så småt ved at finde indtog igen.