Ses vi i Valhalla? Nu kommer fortsættelsen til "Vikings"
Efter den massive succes, som History Channel-serien "Vikings" opnåede siden premieren i 2013, er streaminggiganten Netflix nu klar med den længe ventede prequel-serie.
Serien er sat mere end et århundrede efter afslutningen på den første "Vikings"-serie, og endnu en gang kommer fortællingen til at spille på et dramatisk mix af sand historie og godt tv.
"Vikings: Valhalla", som seriens titel er blevet til, foregår i det 11. århundrede og fortæller historien om den legendariske viking og opdagelsesrejsende Leif Den Lykkelige (Sam Corlett), hans egenrådige søster Freydis Eiriksdottir (Frida Gustavsson) og den nordiske prins Harald Hårderåde (Leo Suter).
Artiklen fortsætter efter billedet...

Frida Gustavsson som Freydis og Sam Corlett som Leif i "Vikings: Valhalla". (Foto: Netflix)
Meget tyder på, at vi bestemt ikke kommer til at mangle hverken drama eller krig. Der er nemlig heftige spændinger mellem vikingerne og det engelske kongedømme. Spændinger, der snart når et blodigt bristepunkt, og resulterer i den slags blode vikingeslag, du også elskede den originale serie for.
Serien er produceret af Michael Hirst ("Vikings", "The Tudors"), Jeb Stuart ("Die Hard") og Morgan O’Sullivan ("Vikings", "Penny Dreadful"), og så har ingen ringere end den prisvindende danske instruktør Niels Arden Oplev ("Ser du månen, Daniel", "Mænd der hader kvinder") instrueret det første afsnit.
På rollelisten finder du også Bradley Freegard, Laura Berlin, David Oakes, Jóhannes Haukur Jóhannesson og danske Caroline Henderson.
I første omgang har Netflix forudbestilt 24 afsnit af "Vikings: Valhalla".
"Vikings: Valhalla" har premiere på Netflix den 25. februar.
Du kan se teaseren til den nye serie i videoen øverst i artiklen.