Seks år som single: Nu dater Drew Barrymore endelig
- Jeg er ikke en person, som har brug for sex.
Sådan har det tidligere lydt fra Drew Barrymore, men nu tyder det på, at piben har fået en anden lyd.
Skuespillerinden, der har været single i seks år, er nemlig tilbage på datingmarkedet.
Det afslørede hun over for Whoopi Goldberg i den seneste episode "The Drew Barrymore Show".
Det skriver Page Six.
Drew Barrymore har været single i seks år.
Hun har tidligere fortalt på sin blog, at hun ikke har haft hverken lyst til sex eller et nyt forhold, siden hun blev skilt fra sin eksmand, Will Kopelman, der er far til hendes to børn.
Men over for Whoopi Goldberg indrømmer den 47-årige skuespillerinde nu, at hun rent faktisk er begyndt at date igen.
Det har dog ikke været helt nemt for hende, afslører hun.
- Fordi der er gået så mange år, så var jeg lidt nervøs. Jeg var bange for, at jeg var blevet lidt for god til at være alene, siger hun.
Drew Barrymore afslører ikke, om hun dater flere forskellige personer, eller om hun har kastet sig over en helt særlig.
I programmet fortæller 67-årige Whoopi Goldberg dog, at hun ikke gider et seriøst forhold, hvilket Drew Barrymore sagde følgende til:
- Måske en hit-and-run er okay for nu, indtil du siger til dig selv, at nu vil du gerne have en at dele det med.
Drew Barrymore og Will Kopelman har to døtre sammen på henholdsvis otte og ti år.
Det tidligere ægtepar blev skilt i 2016 efter fire år som mand og kone, og siden da er Will Kopelman blevet gift med en ny kvinde.
Skuespillerinden er dog altså forblevet single, ligesom hun ikke har haft sex.
- Jeg er bare et helt andet sted i mit liv, og måske vil jeg i den nærmeste fremtid komme i et forhold, men det har simpelthen ikke været min prioritet, skrev hun i oktober på sin blog.
- Så jeg er ikke en person, der har brug for sex og gå derud og være sammen med folk på det niveau, fortsatte hun.