Seerstorm: DR lukkede ned for Jørgen Olsens Eurovision-optræden

LÆS OGSÅ: 25 år efter: Jørgen Olsen gør comeback i Eurovision - uden Noller
Tirsdag var en stor aften for Brødrene Olsens Jørgen. Her stod han nemlig på Eurovision-scenen for at fejre 25-års jubilæet for kæmpehittet "Fly on the wings of love" - med en optræden, hvor han med en ny og til formålet skræddersyet tekst fik lov at lukke første semifinale.
Men mens resten af Europa nød tonerne - og den fulde version - af "Fly on the wings of love" med hele Danmarks Jørgen Olsen, blev de danske seere snydt for sidste halvdel.
Undervejs i nummeret valgte DR nemlig at cutte signalet, lukke af og gå videre i sendeplanen. Det var tid til at vise den svenske krimi "Wallander" fra 2009.
Dén beslutning faldt ikke i god jord hjemme i stuerne. Ifølge P3-programmet "Carte Blanche" opstod der seerstorm, da flere seere har brokket sig over miseren.
På Facebook lyder en seers kritik:
- Jeg er utroligt skuffet over det landsforræderi, som jeg så her til aften. DR1, hvordan kan I dog bare slukke for udsendelsen midt under live "Fly on the wings of love"?!
- Tænk, at I slukkede programmet under Jørgen Olsen. Det er forkert på alle parametre, skriver en anden, mens en tredje stemmer i:
- Hvorfor cuttede de lige midt i Jørgen Olsens sang? Det var da megairriterende.
På svensk og norsk tv lod man ifølge "Carte Blanche" sendeplan være sendeplan og viste hele semifinalen til sidste strofe.
Ifølge SE og HØR opgørelse fik de danske seere 16 sekunder af "Fly on the wings of love", før rulleteksterne blev smidt på. Et minut senere forsvandt både billede og lyd midt i andet omkvæd.
Da blev skærmen fyldt af en reklame for Moroccan Oil, og en speaker overtog lyden for at præsentere programmets sponsorer.
SE og HØR har spurgt DR, hvorfor der blev klippet væk fra Jørgen Olsen og har fået følgende svar:
- DR kører som alle andre år til Eurovision på et bestemt signal fra EBU. Det betyder, der klippes ud inden, der indgår reklamer i rulleteksterne. Det betød desværre, at de sidste cirka 30 sekunder af Jørgen Olsens optræden ikke blev vist. Vi arbejder på at lægge hele optrædenen op på DRTV.
SE og HØR havde inden Jørgens store aften varmet op til første semifinales eneste danske islæt. Læs interviewet her:
25 år efter: Jørgen Olsen gør comeback i Eurovision - uden Noller
