Kendte2. januar 2023

Se de vilde billeder: Tv-kendis raser over smadret hotelværelse

Direktør kendt fra tv-programmet "Løvens Hule" deler vilde billeder af et totalsmadret hotelværelse
"Løvens Hule"-stjernen Jacob Risgaard (venstre) smed 2,5 millioner efter hotel, der nu har fået totalsmadret et af sine værelser.
"Løvens Hule"-stjernen Jacob Risgaard (venstre) smed 2,5 millioner efter hotel, der nu har fået totalsmadret et af sine værelser.
 Foto: Ritzau Scanpix

Tilbage i 2021 kom Hotel Viking Aqua Spa & Wellness i den grad på landkortet, da "Løvens Hule"-stjernen Jacob Risgaard smed 2,5 millioner efter hotellet i det populære tv-program.

Det var direktøren Brian Fabricius dengang jublende lykkelig over, men lige så glad er han næppe i disse dage.

I hvert fald har tv-kendissen delt et opslag på Facebook, hvor han udviser en kontant omgang nordjysk vrede, fordi gæster har efterladt et af hans hotelværelser fuldstændig smadret.

- Det er sjældent, jeg ytrer mig i negative vendinger på de sociale medier, men nogle mennesker skulle simpelthen blive hjemme i stedet for at ødelægge andres ejendom, skriver Brian Fabricius.

I opslaget har direktøren også delt en række vilde billeder af det pågældende værelse på hotellet i Nordjylland.

Her kan man blandt andet se et totalt smadret fjernsyn samt andet ødelagt inventar, og man kan ligeledes se blodpletter rundt omkring på vægge og møbler.

Nordjyske har talt med Michael René Christensen, som er hotelchef på Hotel Viking Aqua Spa & Wellness.

Han fortæller mediet, at det var et ungt midjysk par i 20'erne, der gik amok på hotelværelset nytårsaften.

Her skal de først have deltaget i en nytårsmiddag med hotellets øvrige gæster, hvorefter de gik op deres værelse.

Hvad, der præcist skete på værelset efterfølgende, er uvist, men ifølge Michael René Christensen stak parret af uden at betale deres regning.

Derudover efterlod de altså værelset fuldstændig smadret.

Hotelchefen fortæller til Nordjyske, at de har kontaktoplysninger på parret, men at de endnu ikke har været i kontakt med dem.

Parret vil blive blive politianmeldt mandag, siger han videre.

Det vides endnu ikke, hvor mange penge skaderne løber op i, men helt billigt bliver det nok ikke.

Ifølge Michael René Christensen skal der i hvert fald både håndværkere og malere til, før opgørelsen kan gøres op.

Sponsoreret indhold