Saszeline i chok: Kæresten dødssyg af kræft

– Asger har fået konstateret en aggressiv lymfekræft, som meget hurtigt har udviklet sig i den forkerte retning, siger Saszeline til SE og HØR.
Hun er nu gået i gang med at finde ud af, hvad hun kan gøre for at redde sin forlovede.
– Jeg har jo tænkt mig, vi skal blive gamle sammen – han er manden i mit liv – så jeg er gået all-in på at undersøge andre muligheder for behandlinger og samle midlerne til, det kan lade sig gøre.
– Vi er hverken imod kemo eller de etablerede cancerbehandlinger i Danmark. Men jeg ønsker den allerbedste behandling for hans tilstand – lige nu – og da alle sygdomsforløb er meget individuelle, mener jeg det bedste, vi kan gøre er at undersøge og vælge de behandlinger, som er bedst for ham. Vi har talt med flere specialister og er ved at skræddersy et koncentreret behandlingsforløb i udlandet, og det bliver enten i Schweiz eller Mexico, forklarer hun.
Hun har nu søsat en indsamling, så Asger kan få den bedste behandling.
– Jeg tror alle, som har oplevet at have deres nærmeste i et sygdomsforløb, hvor du ser dem blive mere og mere syg for hver dag, der går, ville gøre alt for at hjælpe med, hvad end de kan. Det er gået hurtigt med Asger, det har kun været en lille måned, hvor hans tilstand hurtigt forværrede sig, og det er hårdt at være vidne til.