Kendte14. oktober 2022

Sara Bro stemplet som samarbejdsvanskelig

Nu fortæller radiostjernen i et stort interview med Alt for damerne, hvorfor ”Sara Bro på DR2” blev pillet af skærmen efter kun én sæson
Det har gået aldeles fremragende med "Monopolet" gennem næsten to årtier. Nu har Steffensen overladt tjansen til Sara Bro  (Foto: Lars H. Laursen)
Sara Bro var ude i kulden i et helt år, efter DR syltede hendes talkshow "Sara Bro på DR2". Nu fortæller hun hvorfor.
 Foto: Lars H. Laursen

Det skulle have været et banebrydende nyt format, der lokkede nye seere over på DR2. Sara Bro var blevet headhuntet til at være vært på sit eget talkshow, som fik premiere i marts 2019.

Programmet fik meget blandede anmeldelser: "Tåkrummende og pinligt: Sara Bro er bare ikke go' på DR2" skrev Politiken. "Sara Bro er en sær snegl", lød det i BT, mens en enkelt seers anmeldelse kort og godt lød således: Bedre argument for at afskaffe DR og licensen har jeg da sjældent set.

Men allerede inden anmelderne slagtede hende, og hendes tætsiddende glimmerdragter rendte med det meste af opmærksomheden, var der knas i kulissen. Det fortæller hun til Alt for damerne.

For Sara Bro blev særdeles upopulær hos sin nye chef, da hun forlangte samme løn som sine mandlige kolleger, der bestred samme arbejdsfunktion.

Og det blev ikke bedre med tiden. Tværtimod.

Efter blot én sæson blev talkshowet lagt ned. Dengang kom det ikke frem, hvorfor DR valgte at sløjfe programmet.

På Instagram skrev Sara Bro i et længere opslag, som du kan læse i sin fulde længde herunder, at hun var vildt stolt af de ti udsendelser, hun nåede at lave, og at hun syntes, hun lykkedes med missionen om at udfordre den gængse DR2-seer og samtidig lokke nye til.

Til slut bad hun sine følgere om idéer til kommende projekter, hun skulle kaste sig over. Dengang anede hun ikke, at DR ville parkere hende i et helt år eller hvorfor.

Og nu afslører hun så over for Alt for damerne, hvad der i virkeligheden lå til grund for, at hendes program blev pillet af skærmen. Hendes tidligere chef havde rejst rundt i mediehuset med historien om, at Sara er umulig at samarbejde med.

Så hver gang produktionsselskaberne efterfølgende pitchede idéer til DR, hvor de foreslog Sara som vært, skød DR slet og ret deres forslag ned med den begrundelse, at Sara Bro var samarbejdsvanskelig.

Det medgiver Sara da også i interviewet, at hun er. HVIS hun ikke bliver behandlet ordentligt.

- Da jeg hører, at nogen siger de ting om mig, så går jeg helt til toppen og siger ”der er nogen, der snakker sådan her om mig. Hvis det er rigtigt, at mit program er lukket, fordi jeg er samarbejdsvanskelig, så vil jeg gerne snakke om det. Jeg synes, det er et sindssygt problem, for det er den retorik, man bruger, når kvinder siger deres mening. Hvis du er mand, så er du beslutningsdygtig og autoritær, hvis du er kvinde, er du en besværlig bitch, siger hun til damebladet.

I oktober 2021 havde Sara som bekendt premiere på sit nye radioprogram ”Hjerteflimmer for voksne”, men det var ikke uden kamp, at det populære program fik lov at se dagens lys.

Sponsoreret indhold