Kendte19. oktober 2021

Sandie Westh mistede sin nyfødte datter – nu deler hun historien

De sidste fem måneder har Sandie Westh opfordret til, at vi som mennesker bliver bedre til at lytte til hinandens sorg – og derfor synes hun, det er rigtig rart nu at fortælle hele historien om sin døde datter i radioprogrammet ”Genstart” på DR LYD.
https://imgix.seoghoer.dk/123556294.jpg
 (Foto: DR/Bjarne Bergius Hermansen)

Efter radiovært Sandie Westh mistede sin nyfødte datter kun 55 minutter efter fødslen, har hun besluttet at tale højt om den altomsluttende sorg, der følger med.

Westh er på sorgorlov, efter datteren Vilma døde tidligt om morgenen den 13. maj i år – og nu har hun valgt at fortælle om oplevelsen.

- De får hende ud, og vi bliver ønsket tillykke. Hun siger meget, meget lidt, da hun kommer ud. Der er ikke sådan et skrig. Men det har vi fået at vide er meget normalt, siger Sandie Westh i programmet.

Hendes kæreste – og i dag ægtemand – Mikkel, står oppe ved børnebordet, mens Vilma bliver tjekket. De første fire minutter er der ingen, der fatter mistanke om, at noget skulle være galt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/133022652_0.jpg
 Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

Foto: DR/Agnete Schlichtkrull

- Men efter fire minutter, så går det stærkt. Fordi de finder ud af, at hun ikke kan trække vejret selv. Og meget, meget hurtigt ender der med at være dobbelt så mange mennesker på stuen. De har kaldt bagvagten, som ellers sidder derhjemme. Han kommer ind med sin taske på og alt sit tøj på, og han tager det ikke af. Så kan man godt regne ud, at det er ret alvorligt, fortæller Sandie Westh, der ligger på en briks stadig med det afskærmende klæde foran sig og bedøvet efter kejsersnittet.

Hun er helt blå

- Jeg er det, jeg tror, man på engelsk vil kalde det delirious. Jeg er sådan ”puuh” i hovedet, jeg svimler ind og ud af virkelighed. Så jeg er meget forvirret over, hvad der foregår, men jeg kan se, det er alvorligt, fordi Mikkel græder. Og de begynder at skærme Vilma, for at vi ikke kan se, hvad de gør ved hende.

- Søren, som er børnelægen, der er mødt ind, kommer hen med hende til mig, og hun er helt blå. Og jeg kan godt se, hun ikke har det godt. Og så siger han: ”Det kan godt være, jeg skal have hende ind på Rigshospitalet og køle hende ned, så hun ikke bliver hjerneskadet.” Og så får jeg lov til at give hende et kys.

Lægen tager Vilma med hen på neonatalafdelingen sammen med Mikkel. Sandie Westh bliver syet og kørt ind på opvågningsstuen.

- Til sidst ringer jeg til Mikkel og siger: ”Hallo, hvor er I henne?” Og der ved Mikkel godt, at Vilma er død. Men han kan jo ikke sige det til mig i telefonen, for fanden. Så jeg kan høre, han råber: ”Vi skal altså ned til hende NU”.

"Jeg kunne ikke redde din datter"

Alle lægerne, sygeplejerskerne og jordemødrene kommer ind på opvågningsstuen til Sandie Westh.

- Jeg kigger på Søren børnelæge i skræk, og så begynder han at græde. Og så siger han: ”Jeg kunne ikke redde din datter”. Og så skriger jeg et primalskrig. Alt forsvinder bare i mig. Og så spørger jeg, hvor Mikkel er. Han står ude på gangen, han kunne ikke være der, da de sagde det til mig. Han kommer ind. Og så skriger vi bare sammen.

Du kan høre Sandie Westh fortælle hele historien om graviditeten, fødslen og den efterfølgende håndtering og sorg i ”Genstart” på DR LYD.

Sponsoreret indhold