Kendte23. januar 2024

Samarbejdspartnerne står i kø for at tage afstand fra Katherine Diez

En for en forlader samarbejdspartnerne den udskældte influencer og litteraturelsker, og noget tyder på, at hendes eget influencerbureau også har smidt hende på porten
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Tessie har allerede set bagsiden af medaljen ved at være et kendt ansigt, nærmest før hun bliver det. Hun giver dog ikke det store for de anklager flere har sendt mod hende, som går på, at hun skulle have svindlet flere personer.
 Video: Kaspar Wenstrup

LÆS OGSÅ: Ikke hendes første stormvejr: Her har Katherine Diez gjort sig bemærket før

Siden beskyldningerne om plagiat i forrige uge begyndte at regne ned over Katherine Diez, har hendes samarbejdspartnere stået i kø for at tage afstand fra hende.

Forlaget Gyldendal var hurtige til at melde ud, at deres samarbejde med den plagiatanklagede influencer var ophørt, og at de ingen planer havde om at genoptage det.

Siden meldte Bogforum ud, at man så på sagen med stor alvor og så frem til at komme til bunds i den, mens MSD Danmark, som Diez har lavet kampagner om HPV-vaccinen for, valgte at sætte samarbejdet med HPV-ambassadøren på pause.

Pausen er nu gået fra midlertidig til permanent, fortæller presseansvarlig for virksomheden, Sofie Ustrup, til B.T.

– Det endte med at blive meget tydeligt, at Katherine Diez har været lige lovlig kreativ med kopiering af sine tekster, og vi har vores egen troværdighed at tænke på, lyder begrundelsen.

Og nu tyder alt på, at influencerbureauet Endorse Cph, hvor Diez har været i stald, også har vendt hende ryggen.

Hendes profil fremgår ikke længere af bureauets hjemmeside.

Da SE og HØR ringer til ejer og administrerende direktør, Lars Michael Nielsen, for at få opklaret, om bureauet har opsagt samarbejdet, lyder meldingen:

– Du må ringe igen i morgen i kontortiden.

Elle har valgt at fjerne alle udgivelser fra Katherine Diez’ hånd, da en lille kradsen i overfladen afslørede en tyvstjålet passage uden kildeangivelse.

Hendes tidligere arbejdsplads Berlingske har indledt en undersøgelse, som skal klarlægge omfanget af plagiat i de anmeldelser og kommentarer, hun skrev for dem i perioden 2018 til 2022.

Efter flere dages tavshed postede Diez forleden en beklagelse på Instagram.

– Jeg er vred på mig selv, ulykkelig, skamfuld mest af alt. Dette er mit livs hidtil største professionelle lærestreg, og jeg tager den på mig som en opvågning, som jeg prøver at finde en mening med, så jeg kan finde tilbage til mig selv, lød det blandt andet i den meget lange forklaring.

Sponsoreret indhold