Sagen alle talte om: Skuespiller Jussie Smollett fundet med løkke om halsen

Han hævdede, at det hele begyndte med et uhyggeligt brev, hvori der stod, at han skulle myrdes.
Han fortalte, at mareridtet så kulminerede en uge senere midt om natten: Her var han pludselig blevet overfaldet af to maskerede mænd, der hældte klorin over ham og tvang en løkke om hans hals.
Sagen om det mystiske overfald på hollywoodstjernen Jussie Smollett i 2019, sendte chokbølger over hele verden, og chokket blev bestemt ikke mindre, da den sande – og ubegribelige – historie kom frem: For ”Empire”-stjernen var selv manden bag forbrydelsen.
Nu udrulles hele den opsigtsvækkende sag i en ny Netflix-dokumentar, hvor Jussie Smollett ganske overraskende selv medvirker. Og han holder fast i én ting: Han er det ægte offer.

Klorin i kulden
I 2019 var Jussie Smolletts karriere for alvor ved at tage fart. De seneste fire år havde han spillet med i hitserien ”Empire”, og nu var han også begyndt at instruere afsnit. Alt tegnede med andre ord lyst og lovende – lige indtil den dag, han modtog et mystisk brev med en uhyggelig trussel:
”Du skal dø, din sorte bøsse”, havde den ukendte afsender skrevet med udklippede bogstaver.

En uge senere lod det til, at planen skulle føres ud i livet. I hvert fald fortalte en chokeret Jussie Smollett, hvordan han midt om natten – i iskoldt vejr – var blevet overfaldet af to maskerede mænd midt på gaden i Chicago.
De havde hældt klorin ud over ham, før de havde tvunget en løkke om halsen på ham. Det lykkedes dog skuespilleren at flygte ind i sin lejlighed. Han ringede straks efter politiet, der tog sagen alvorligt: Det var trods alt en homoseksuel og farvet skuespiller, der var blevet overfaldet.

Ny Netflix-serie
Den nye Netflix-serie "Sandheden om Jussie Smollett?” fortæller hele sagen - og ganske overraskende medvirker hovedpersonen også selv.
Her fastholder den i dag 43-årige kendis, at han er uskyldig.
Politiet kom dog på hårdt arbejde fra start. Ingen overvågningsvideo havde filmet selve overfaldet, og skuespilleren var ualmindelig modvillig, da politiet ønskede at undersøge hans telefon for eventuelle spor.
Helt mystisk blev det dog, at politiet kom på sporet af de to mulige mistænkte: For det første var de slet ikke hvide, som Jussie Smollets ellers havde hævdet.
Og for det andet viste det sig, at begge mistænkte, brødrene Abimbola og Olabinjo Osundairo, kendte skuespilleren privat – og endda ganske godt. De var nemlig venner.

Jagtede medlidenhed
Langsomt kunne politiet begynde at stykke den sande historie sammen. Jussie Smollett var slet ikke blevet overfaldet. I stedet havde han betalt de to brødre $3.500 – svarende til omkring 20.000 kroner – for at de lod som om, at de havde angrebet ham.
De havde indkøbt reb og remedier, og de lod sig filme af overvågningskameraer i det tidsrum, hvor det påståede overfald fandt sted.

Imens påførte ”Empire”-stjernen selv de blå mærker, som han hævdede, at han havde fået under sit mareridtsagtige overfald.
Og så stod han ikke mindst gladeligt og grædende frem og fortalte sin hjerteskærende historie. Lige indtil han blev anholdt vel og mærke.
Jussie Smollett havde ifølge politiet håbet at høste både sympati og medlidenhed med sit overfald, og så håbede han ikke mindst, at hele historien ville fremme hans karriere.

Det endte – ikke så overraskende – stik modsat.
I 2022 modtog Jussie Smollett sin endelige dom, der lød på 150 dages fængsel. En bøde på 973.000 kroner samt en fyring fra tv-serien ”Empire”.
Hans spirende karriere var med andre ord lagt i ruiner.
I dag fastholder den fallerede kendis fuldt og fast, at han er offeret: At han vitterlig blev overfaldet af to hvide mænd den iskolde januarnat. Alle andre har dog en anden historie:
Jussie Smollett spillede skuespil - både dengang og i dag.