Kendte19. maj 2020

Sådan bliver Grøn Koncert i år

Den smitsomme coronavirus har sat en kæp i hjulet for sommerens mange festivaler, koncerter og andre større arrangementer i Danmark
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/groen_koncert_morten_rygaard.jpg
 (Foto: Morten Rygaard)

Selv om sommeren lader til at blive lidt mere stille end normalt, så betyder det faktisk langt fra, at danskerne ikke kan komme til koncert.

Det bliver selvsagt bare på en lidt anden måde end sædvanligt.

Arrangørerne bag Grøn Koncert, Tuborg og Muskelsvindfonden, inviterer nemlig danskerne til et brag af en koncert.

Men i stedet for at holde koncerten udendørs, må danskerne se deres favoritkunstnere hjemme fra stuen.

De mange koncerter vil blive sendt på både TV 2 og Radio Nova. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

- Vi plejer, sammen med Tuborg, at være værter for otte koncerter hen over sommeren. Det kan ikke lade sig gøre i år, da det stadig er for risikabelt at samle tusindvis af mennesker til koncert. Så i år bytter vi rundt på rollerne og lader danskerne være værter for festen, fortæller Theis Petersen, som er indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Grøn Koncert løber af stablen den 25. juli og er helt gratis.

Ingen har endnu løftet sløret for, hvilke optrædende artister, danskerne kan forvente at opleve. Men på Grøn Koncerts hjemmeside står der, at det vil blive offentliggjort i løbet af foråret.

Sponsoreret indhold