Så svær var den sidste tid for Suzanne Bjerrehuus

LÆS OGSÅ: Oliver Bjerrehuus håbede til det sidste

Ord og holdninger blev spyet ud af Suzanne Bjerrehuus som et maskingevær. For den nu afdøde debattør havde utrolig svært ved at holde kæft.

Og derfor var det et hårdt slag for hende, da en operation i luftrøret gjorde tale til en uoverstigelig opgave.

- Jeg er ikke skabt til at være stille, har hun sagt flere gange gennem årene – en sætning, der næsten kunne stå som overskrift over et liv levet i offentlighedens projektørlys.

Selv om hun blev født ind i overklassen, var hun aldrig tilfreds med blot at være pynt.

- Jeg har altid haft en mening – også før folk spurgte, sagde hun tørt i et interview.

Det var den tilgang, der gjorde hende til en figur, man enten elskede eller rystede på hovedet ad. Sjældent noget midt imellem.

Hun blev kendt som selskabsløve, debattør og provokatør, men hun afviste selv etiketten som overfladisk.

- Folk tror, jeg bare har drukket champagne og sagt dumme ting. Det er forkert. Jeg har tænkt meget over mit liv, skrev hun blandt andet om de angreb, der ind i mellem var på hendes person som følge af hendes mange meninger.

For hun elskede at blande sig i samfundsdebatten - ofte uden filter.

- Jeg siger tingene, som de er. Hvis folk ikke kan lide det, må de lade være med at lytte,, som hun nøgtert forklarede.

Privat var hun gift med erhvervsmanden Asger Aamund.

Moderskabet var vigtigt for hende, men også konfliktfyldt.

- Jeg har aldrig været en nem mor. Men jeg har altid været en ærlig mor, har hun tidligere indrømmet.

For Suzanne Bjerrehuus var ærlighed ikke en strategi. Det var en livsform.

I 1995 ændrede alt sig. Hun fik konstateret kræft i halsen og i sin bog "Er vinter nær" beskrev hun chokket uden forskønnelse:

Jeg troede, jeg skulle dø. Så enkelt var det, fortalte hun om chokket ved at få at vide, at hun var ramt af den frygtelige sygdom.

Hun kom hurtigt i behandling, og selv om den brutale behandling reddede hendes liv, trak den lange ar i hendes krop og sind.

- Strålerne reddede mit liv, men de tog noget fra mig, som jeg aldrig fik tilbage, skrev hun senere.

Hun overlevede kræften, men blev mærket for livet. Årene efter begyndte senfølgerne at dominere hendes hverdag. I et Facebook-opslag skrev hun ærligt:

- Som så mange andre tidligere cancerpatienter har også jeg døjet med nogle senfølger. Jeg har i stigende grad mærket en forsnævring af luftvejene.

Stemmen – hendes vigtigste redskab – svandt langsomt ind.

For en kvinde, der levede af at tale, var det en eksistentiel sorg.

- Det er ubærligt ikke at kunne udtrykke sig, skrev hun.

Alligevel nægtede hun at forsvinde fra den offentlighed, hun i så mange år var en markant del af.

- Jeg er stadig mig. Også selvom jeg ikke kan råbe længere, insisterede hun.

I de senere år trak hun sig mere tilbage fra rampelyset. Ikke fordi hun ville, men fordi kroppen satte grænser.

Jeg har ikke mistet lysten til livet. Men jeg har mistet kræfterne, meddelte hun og overlod stemmen til Oliver at give status på hendes helbred, mens hun selv blev mere stille.

Da hun døde i torsdags, efterlod hun sig ikke bare minder, men citater, holdninger og spor i den danske offentlighed.

Suzanne Bjerrehuus var aldrig konsensus. Hun var kant. Og som hun selv engang formulerede det:

- Jeg har hellere været for meget end for lidt.

Det blev hun også husket for.